»Vi kommer igennem nogen dage, der vil teste vores sammenhold. Vi skal holde sammen og kæmpe for vores ytringsfrihed, for vores demokrati.«

Ved et improviseret pressemøde foran kulturhuset Krudttønden satte Helle Thorning-Schmidt lørdag aften for første gang ord på det formodede politiske attentat, der i weekenden ramte Danmark.

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

Siden fulgte endnu et angreb på den jødiske synagoge i Krystalgade, og når Thorning i aften træder op på talerstolen til en mindehøjtidelig foran netop Krudttønden, skal hun adressere den værste terrorhændelse i nyere dansk historie.

En øvelse, der efterhånden er begået af mange af verdens statsledere, efter at deres respektive lande har lidt sine ofre i mødet med terrorismen. Nedenfor giver Politiko.dk dig fem eksempler på markante taler i nyere tid, der både er meget ens og ganske forskellige.

Francois Hollande, Frankrig, 10. januar 2015, efter militante islamisters terrorangreb på satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris i dagene i forvejen:

»Selvom hun har magtet dette, og selvom hun ved, at hun kan indsætte sikkerhedsstyrker af modige og tapre mænd og kvinder, er Frankrig ikke færdig med den trussel, hun var udsat for. Jeg vil bede jer om at udvise tapperhed, sammenhold og mobilisering (...)«

»Jeg beder jer om at vise sammenhold, for som jeg udtrykte det til det franske folk, er det vores bedste våben. Sammenhold betyder, at vi må demonstrere vores beslutsomhed til at bekæmpe det, der kan splitte os. Og først og fremmest må vi stå fast imod racisme og antisemitisme (...)«

»Vi er frie mennesker, der ikke giver efter for pres, og som ikke er bange. For vi bærer et ideal, der er større end os selv. Og vi evner at forsvare ethvert sted, hvor freden er truet (...)

Midt i denne prøvelse vil jeg slå fast, at vi vil komme ud endnu stærkere.«

Jens Stoltenberg, Norge, 25. juli 2011, efter højreekstremisten Anders Behring Breiviks bombesprængning i Oslo og efterfølgende massakre på Arbeiderpartiets ungdomslejr på Utøya tre dage tidligere.

»Det folkehav, jeg ser foran mig her i dag, og den varme, jeg kender fra mennesker over hele landet, gør mig sikker i min sag. Norge består prøven. Ondskab kan dræbe et menneske, men aldrig besejre et folk. I aften skriver det norske folk historie. Med det stærkeste af alle verdens våben, det frie ord og demokrati, stikker vi kursen ud for Norge efter 22. juli 2011 (...)

Der var et Norge før og kommer et efter den 22. juli. Men hvilket Norge bestemmer vi selv. Norge skal være til at kende igen. Vores svar har vokset i styrke gennem de ubegribelige timer, dage og nætter, vi har bag os, og det bekræftes med kraft i aften. (...)

Mere åbenhed, mere demokrati. Fasthed og styrke. Det er os. Det er Norge (...)

Massakren på Utøya er også et angreb på unge menneskers drøm om at bidrage til en bedre verden.
Deres drømme blev brutalt knust.

Dine drømme kan blive til virkelighed. Du kan føre ånden fra i aften videre. Du kan gøre en forskel. Gør det!

Min opfordring er enkel. Engager jer. Bekymrer jer. Meld jer ind i en organisation. Deltag i debatter. Brug stemmeretten. Frie valg er juvelen i demokratiets krone. Ved at deltage siger du et rungende ja til demokratiet.«

Barack Obama, USA, 12. januar 2011, efter massakren i Tucson, Arizona.

»Der er intet, jeg kan sige, som vil kunne læge sårene i jeres hjerter. Men husk, at en hel nations håb er til stede i aften. Vi sørger over de faldne sammen med jer. Vi slutter os til jeres sorg. Og vi føjer vores tro til jeres i håbet om, at kongresmedlem Gabrielle Giffords og de andre levende ofre vil komme videre (...)

Frem for at pege fingre eller adressere skylden, lad os i stedet bruge denne anledning til at styrke vores moral, lytte til hinanden mere omhyggeligt, skærpe vores empatiske instinkter og minde os selv om alle de måder, hvorpå vores håb og drømme er forbundne.

Det er trods alt, hvad de fleste af os gør, når vi mister nogen i vores familie - særligt hvis tabet er uventet. Vi er rystet ud af vores rutiner og tvunget til at kigge indad. Vi reflekterer over fortiden. Tilbragte vi nok tid med en ældende forælder, spørger vi. Udtrykte vi vores taknemmelighed for alle de ofre, de havde gjort for os? Fortalte vi vores ægtefælle, hvor meget vi elskede dem, ikke blot engang imellem, men hver eneste dag?

De overvejelser, der handler om at sikre sig, at vores handlinger står mål med vores værdier, tror jeg, er, hvad en tragedie som denne kræver. For de, der blev gjort fortræd, de, der blev dræbt, er del af vores familie, en amerikansk familie med 300 millioner medlemmer. Vi kendte dem (ofrene, red) måske ikke personligt, men vi genkender os selv i dem.«

Tony Blair, Storbritannien, 16. juli 2005, efter al-Qaeda-relaterede terroristers angreb på Londons undergrunds- og bussystem:

»Dette er ikke et civilisationernes sammenstød - alle civiliserede mennesker, muslimer eller andre, føler væmmelse ved det her. Men det er en global udfordring og en kamp på ideer, hjerter og tankesæt, både i islam og uden for.

Det er en kamp, der skal vindes, en kamp, der ikke kun handler om terroristernes metoder, men deres værdier. Ikke kun deres barbariske handlinger, men deres barbariske ideer. Ikke kun hvad de gør, men hvad de tænker, og den tankegang, de vil påføre andre (...)

I den sidste ende er det argumentets magt, debat, religionsfrihed og legitim politik, som vil sejre over denne trussel.«

George W. Bush, 11. september 2001, efter al-Qaedas terrorangreb på bl.a. World Trade Center i New York City og Pentagon i Washington, DC.

»At se billederne af fly styrte ind i bygninger, brændende ild og store konstruktioner kollapse har fyldt os med mistro, frygtelig tristhed og en stille, urokkelig vrede.

Disse morderiske handlinger havde til formål at skræmme vores nation udi i kaos og tilbagetog. Men de har fejlet. Vores land er stærkt. Et stolt folk er blevet sat til at forsvare en stor nation.

Terrorangreb kan ryste fundamentet under vores største bygninger, men de kan ikke røre fundamentet for Amerika. Disse angreb splintrer stål, men de kan ikke knuse den stålsatte amerikanske beslutsomhed.

Amerika var mål for angrebet, fordi vi er friheden og mulighedernes fyrtårn i verden. Og ingen kan standse lyset fra at skinne (...)

Efterforskningen er i gang efter de, der står bag disse handlinger. Jeg har beordret alle ressourcer sat ind hos vores efterretnings- og politimyndigheder for at finde de ansvarlige og bringe dem for retten. Vi vil ikke skelne mellem de terrorister, der begik disse handlinger, og de, der huser dem (...)

Amerika og vores venner og allierede står sammen med alle de, der vil fred og sikkerhed i verden, og vi står sammen i kampen om at vinde krigen mod terrorisme.«