Richard Miller var spion, men ingen James Bond. Han var middel af højde og overvægtig, han gav den med tykke briller og havde otte børn, og i sin fritid stod han i den lokale kiosk i timevis og spiste stjålne chokoladebarer og læste tegneserier. Hans liv var i det hele taget ved at falde fra hinanden, som New York Times dengang konstaterede.

Han havde imidlertid én kvalitet - han var FBI-agent og ansat i kontraspionageafdelingen, og derfor var den sovjetiske sikkerhedstjeneste, KGB, interesseret i ham. KGB sendte en blond honningkrukke af sted for at charmere ham, og udover sex endte Miller med at få halvanden årsløn i guld og kontanter for at udlevere hemmeligheder, skrev Los Angeles Times.

Men lykken var kort. Miller var så kluntet, at hans arbejdsgiver hurtigt opdagede ham, og faktisk var han så plump, at det var hans bedste forsvar. Han hævdede i retten, at han forsøgte at infiltrere KGBs netværk, men at han bare ikke var god til det, og to gange havde han held til at sende sin straffesag til hjørnespark.

Men til sidst overtog en kun 30-årig vicestatsadvokat sagen, som bl.a. vakte så meget opmærksomhed, fordi det var den første spionagesag mod en FBI-agent. Den unge anklager samlede det bevismateriale, som betød noget, han fokuserede proceduren, og han argumenterede med pondus for, at Miller var en fantast, som ville udleve et spioneventyr og sælge sit land for nogle få dollars.

Sagen endte i 1991 med 20 års fængsel til Miller og en politisk karriere for den unge anklager, Adam Schiff.

Utroværdig

Schiff blev valgt til statssenatet i Californien og i 2000 til Repræsentanternes Hus, hvor han nu er næstformand i efterretningsudvalget og en kilde til en daglig uro i Det Hvide Hus. For mens hans parti, Demokraterne, roder lederløst rundt i vildnisset, har han sobert holdt Russiagate - den påståede russiske forbindelse mellem Rusland og Trump-kampagnen - i overskrifterne og på sporet.

Og han har gjort det på en måde, som Richard Miller ville have genkendt. Ikke med de store og luftige armbevægelser, men med dokumentation og velafvejede udtalelser og tweets, og han er de facto blevet situationens undersøgelsesdommer.

Reelt skulle den rolle tilhøre efterretningsudvalgets formand, Devin Nunes, men Nunes har i de seneste uger afgørende undermineret sig selv. Da FBIs chef i sidste uge vidnede foran efterretningsudvalget, var Nunes således mere interesseret i at høre om lækagerne fra FBI end om FBIs efterforskning af Russiagate, og mandag afslørede CNN, at Nunes angiveligt modtog diktat fra den regering, som han skulle efterforske.

Sagtmodig

Dermed er fokus i endnu højere grad blevet rettet mod efterretningsudvalgets næstformand, Adam Schiff, og ikke mindst fordi, han er den, han er - en kandidat til titlen som verdens sagligste mand. Som det politiske insidermedie, The Hill, beskriver ham i et portræt: »Adam Schiff er ikke en granatkaster. Han er ikke en partipolitisk nævekæmper.(...) han er en moderat, en kompromismager,« som brænder for »undervisning i naturfagene, holder forsamlingshusmøder om Darfur og læser klassisk litteratur for fornøjelsens skyld. I øjeblikket er han midt i en Victor Hugo-fase.«

Han er så saglig og tilbageholdende, at Washington Post i et portræt konstaterer: »Hvis ikke præsident Trump var blevet præsident, ville vi højest sandsynligt aldrig have skrevet en portrætartikel om Adam Schiff«. Faktisk har det vildeste stykke personalia handlet om, at hans kone hed »Eva,« men børnene hed ikke Kain og Abel. »En sagtmodig moderat,« kaldte New Yorker ham, en arbejdshest med tillægsordene i forsvarlig bøjning, og en »højest usandsynlig progressiv helt.«

Men en helt er han ikke desto mindre blevet, ikke blot i det demokratiske parti, men også for uafhængige konservative, der som han ser et større og mere fundamentalt problem i Russiagate og kræver en tværpolitisk og uafhængig kommissionsundersøgelse. Schiff kan også tage sin del af æren for, at 66 pct. af amerikanerne i en ny meningsmåling kræver sådan en kommissionsundersøgelse - blot 29 pct. siger, at det ikke er nødvendigt - og Schiff har i det hele taget vist sig som en effektiv antitese til præsident Trump. Hvis han havde været lige så meget bulder og brag som Trump, kunne Det Hvide Hus og Republikanerne have skudt ham ned som en ambitiøs partipolitiker, og medierne ville have betragtet ham som endnu en spinatfugl.

Men når Schiff netop fører sig som en vicestatsadvokat med papirerne i orden og en retorik, der matcher Marianne Jelveds, så er det en anden historie.

Og det er det interessante i historien. At vi lever i en tid med Donald Trump, Nigel Farage og andre protestpolitikere, som fører valgkamp mod esoteriske eksperter - men når det spidser til, når fem og syv netop ikke kan være lige, og når det ikke kun handler om taktik, men om indhold, så vender verden sig mod en Adam Schiff.

Adam Schiff blå bog

  • * Adam Schiff er født i 1960

  • * Han er uddannet jurist og tidligere forbundsanklager

  • * Han er demokrat og valgt i en forstad til Los Angeles

  • * Han er næstformand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.

  • * Han er gift med Eva og har en datter på seks og en søn på tre år.