4chan, LGBTQIA+, Proud Boys, Milo, alt-left, RIP-trolling, MGTOW er centrale begreber i den kulturkrig, som har raset i de vestlige, særligt anglo-amerikanske samfund i de seneste år, og som Angela Nagles »Kill All Normies« giver et værdifuldt indblik i. Fokus er den radikalisering af begge politiske fløje, som foregår i bugen af samfundet, i internettets anonymiserede mørkerum.
Nagles bog er ingen kæk indføring i et moderigtigt lingo, der giver en genvej til subkulturel kapital og adgang til de cool klubber. Den leverer en skarp og tankevækkende fremstilling af, hvordan den eksplicit hvide nationalistiske højrefløjsbevægelse, der går under betegnelsen the alt-right, har vundet indpas i samtidskultur og -politik i direkte forbindelse med venstrefløjens svækkelse og manglende ansvarstagen.