Der blev læsset hestepærer af foran Moderniseringsstyrelsen mandag morgen. Med dyreeksrementerne fulgte et brev, der på ingen måde handlede om OK18's tre forhandlingsknaster.
»I har skidt på de offentligt ansatte og nægtet at anerkende basale krav om ordentlige arbejdsforhold. Her får I lort retur,« stod der.
Nick Allentoft er ikke overrasket over aktionen. Socialistisk Ungdomsfront har taget ansvaret, men det kunne lige så godt have været en anden social protestbevægelse, for der ulmer et oprør mod velfærdstatens rationaliseringsbureaukrati. Det er det, hans nye bog »Velfærdsillussionen - om et samfund i krise« handler om.
»Når 60 procent af danskerne i meningsmålinger bakker op om de offentligt ansattes krav, så handler det om, at rigtigt mange mennesker kan se, at de offentligt ansatte knokler og kæmper med dokumentationskrav for at løse deres opgaver. Så svarer danskerne på et spørgsmål og siger, ja, det er rimeligt, at de offentligt ansatte skal have mere i løn, for de har jo nogle urimelige arbejdsvilkår,« siger han.
Stat vs. samfund
Vreden og opbakningen handler altså ikke om decimaler i lønfremskrivning, udregninger af værdien af betalt frokostpause eller tidsintervaller for opgørelse af lærernes arbejdstid. Den slags er kompliceret, og ingen af delene løser de problemer, som rigtigt mange borgere oplever, når de er i kontakt med velfærdsstaten, mener Nick Allentoft.
Han er tidligere byrådsmedlem for Venstre i Furesø Kommune, men har siden meldt sig ud af partiet og er i dag redaktør af mediet DenOffentlige.dk, og han har arbejdet på sin 277 sider lange diagnose af et voksende og defekt bureaukrati siden 2009, og inde i det bureaukratiske apparat sidder stressede ansatte, og det er dem, borgerne møder.
Bunken af hestelort blev lagt i protest mod velfærdsstaten i forsvar for velfærdssamfundet. Der er nemlig forskel. Velfærdssamfundet er ifølge Nick Allentoft en social kontrakt om, at vi hjælper hinanden og holder hånden under de svageste i Danmark, mens velfærdsstaten er det administrative apparat, der styrer udgifterne. Hver især er de to størrelser afhængige af hinanden, men velfærdsstaten er ved at æde velfærdssamfundet op med regler, dokumentationskrav og bureaukrati.
»Sygeplejersker skal lave kostplaner for patienter, der allerede spiser sundt. De skal smertescreene mennesker, der ikke har smerter. Og hvis ikke de gør det, så får deres afdeling eller hospital et minus i karakterbogen, og den er baggrunden for, om de får bevilling eller ej. Det retter lederne sig efter, og lederne og institutionerne konkurrerer nu om at opfylde dokumentationskrav og ikke om at sørge for, at patienterne får en ordentlig behandling,« forklarer Nick Allentoft.
En samlebåndsfabrik
I sin bog sammenligner han offentligt ansatte med bankrådgivere, der arbejder for banken og ikke for kunden. På samme måde arbejder offentligt ansatte for det system, de er ansat i, og ikke for patienter eller borgere i øvrigt, hvilket er stik imod motivationen for at blive offentligt ansat i første omgang. Det, man i akademiske kredse kalder public service-motivation.
»Jeg tror ikke, at de ønsker, at det skal være sådan. For et par år siden kom der en undersøgelse, der viste, at socialrådgivere visse steder bruger 70 procent af deres tid på dokumentation, og der er sagsbehandlere, der sidder med ansvaret for 200 mennesker ad gangen. Det er blevet en samlebåndsfabrik,« siger Nick Allentoft, som også har set på årsagerne til bureaukratiets vokseværk.
»Vi har et demokratisk system, et folketing og en centraladministration, der vedtager politiske reformer med kommunikation og formidling af reformen for øje og ikke med betydningen og effekten ude i virkeligheden for øje. Og det erkender de selv. Når man læser nogle af de bøger, der har været fra f.eks. Peter Loft og forskere, der har undersøgt forholdet mellem politikere og centraladministrationen, så erkender de, at det i dag handler om at få en reform vedtaget. Interessen for, hvad der sker bagefter, er ikke særlig stor, hvis den overhovedet eksisterer,« siger Nick Allentoft.
Systemfejl
I sin bog fokuserer Nick Allentoft især på beskæftigelsesreformer, som der har været rigtigt mange af. Konstante regelændringer og lappeløsninger har bragt det samlede regelsæt, som socialrådgivere skal arbejde efter, op på 30.000 A4-sider, og reglerne modsiger ofte hinanden, hvilket betyder, at reglerne bliver svære at overholde for socialrådgiverne.
Eksempelvis udgav Ankestyrelsen, der skal sikre socialklienter en vis retssikkerhed, i 2016 en praksisundersøgelse om kommunernes anvendelse af sanktionsmuligheder over for uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere. I blot 26 procent af tilfældene var reglerne overholdt. Altså en fejlmargen på 74 procent.
»Det er jo en systemfejl. Når det er så svært at overholde reglerne, kan man jo ikke bebrejde den enkelte sagsbehandler,« siger Nick Allentoft.
»Man kigger jo ikke på formålet med reglerne, når man vedtager nye. Når der er 30.000 siders regler, så må man ligesom sige, at så er der måske nok.«
Og det er måske det, der i virkeligheden står på demonstranternes skilte foran forligsinstitutionen: »Nok er nok.«
»Jeg tror, at vi er nået til et tippingpoint for velfærdssamfundet, for dokumentationskravene smitter også af på uddannelserne. De seneste 10-15 år er sosu'er, sygeplejersker og lærere blevet uddannet til at navigere i dokumentationskravene, og så bliver systemet trygt, for så længe de lever op til kravene, har de ikke gjort noget forkert. Men det er ikke sikkert, at de har løst den opgave, som borgerne forventer af dem. Så mens bureaukratiet vokser, så svinder tilliden, og på et tidspunkt vælter læsset,« siger Nick Allentoft.