Arbejdet med at rydde op efter den kollapsede motorvejsbro når ikke at blive færdig inden mandag morgen, og Helsingørmotorvejen mellem afkørsel 13 Gl. Holte og afkørsel 14 Nærum vil derfor fortsat være spærret, når myldretidstrafikken mandag rammer motorvejen.
Sådan lyder meldingen fra Vejdirektoratet søndag aften.
»Vi melder ud nu, at arbejdet ikke når at blive færdig til mandag morgen. Hvornår oprydningen er færdig, kan vi ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Men der bliver arbejdet på højtryk på at fjerne de ødelagte dele af broen,« siger vagthavende i Vejdirektoratets Trafikinformation, Jesper Nielsen.
DSB har søndag eftermiddag meddelt, at man indsætter ekstra kapacitet i form af flere togvogne på Kystbanen mandag morgen.
En betonbro under opførelse styrtede lørdag aften ved 21.30-tiden ned over Helsingørmotorvejen. Ingen mennesker kom noget til ved ulykken, og det er endnu uvist, hvad der forårsagede ulykken. En uvildig ekspertgruppe har søndag besigtiget broen i et forsøg på at fastslå, hvorfor dele af broen styrtede sammen. Der ventes at gå nogle dage, før der foreligger en konklusion.
Søndag eftermiddag klokken 14 begyndte oprydningsarbejdet, som fortsat pågår.