En 59-årig broarbejder blev fanget i et virvar af beton, stilladser og armeringer, da en bro styrtede sammen over den nordjyske motorvej lige nord for Limfjordstunnelen i foråret 2006. Broarbejderen døde, og mange kom til skade i ulykken, som eksperter vurderede skyldtes grove fejl, sjusket opførsel og ustabile jordbundsforhold.

Lørdag aften gik det så galt igen. En bro kollapsede pludselig over Helsingørmotorvejen, mellem afkørsel 13 Gl. Holte og afkørsel 14 Nærum.

Denne gang har ingen mistet livet. Og hvad årsagen til ulykken er vides endnu ikke. Men det burde ikke kunne ske, vurderer flere eksperter.

»Man burde have lært lektien fra ulykken ved Aalborg,« siger Christos T. Georgakis, professor på DTU.

»En ulykke som denne burde slet ikke kunne ske i Danmark. Der skulle være sikkerhedsprocedurer og tjeks, der forhindrede, at en konstruktion som denne - der jo er over en motorvej og af betydning - skulle kunne kollapse.«  

Det er Niels Jørgen Gimsing, professor emeritus på DTU, enig i.

»Ved den tidligere ulykke skete der noget, der var nogenlunde tilsvarende med denne ulykke, og dengang besluttede man, at man ville stramme reglerne for at undgå noget tilsvarende. Alligevel er det sket igen, det kan ikke bortforklares.«

Begge eksperter understreger, at man på nuværende tidspunkt ikke ved, hvad der er sket. De har derfor ikke på nuværende tidspunkt lyst til at gætte på, hvad årsagen til ulykken kan være.

»Det er ét virvar deroppe, og det hele bliver gennemfotograferet og målt op og så videre. Først når de resultater foreligger, kan man begynde at nærme sig en forklaring på det,« siger Niels Jørgen Gimsing, der blev tilkaldt som ekspert søndag morgen.

»Jeg var da overrasket, da jeg hørte om det. Det er heldigvis noget, der sker så sjældent, så det er ikke sådan, at jeg, hver gang en bro er under opførsel, tænker, at den nok styrter sammen. Man laver jo beregninger og finder ud af, hvor kraftige de forskellige dele af konstruktionen skal være, og det plejer i stort set alle tilfælde at sikre, at der ikke sker noget som det, vi ser her.«   

Niels Jørgen Gimsing er en del af den ekspertgruppe, der skal være med til at vurdere, hvad der er gået galt.

»Det er ikke noget, der er klaret på halvanden time. Man skal samle alle de informationer, der foreligger fra opmålinger og scanninger. Det er svært at sige, hvor lang tid det kommer til at tage, men jeg vil tro, at der går mellem én og to uger, men det kommer selvfølgelig an på, hvad der dukker op. Derefter kommer det juridiske efterspil, og det bliver enormt.«