Vagtskifte i Kongehuset
En erfaren officer tiltræder mandag som ny ceremonimester i det danske kongehus. 48-årige Kim Kristensen har blandt andet stået i spidsen for styrkerne i Afghanistan.
En erfaren officer tiltræder mandag som ny ceremonimester i det danske kongehus. 48-årige Kim Kristensen har blandt andet stået i spidsen for styrkerne i Afghanistan.
Efter 22 år som Dronningens ceremonimester siger Christian Eugen-Olsen nu farvel. Mandag tiltræder hans afløser, oberst Kim Kristensen, og dermed får Kongehuset en erfaren soldat som ansvarlig for at arrangere statsbesøg, udlandsrejser, fester med mere.
Den 48-årige officer har tidligere været adjudant for dronning Margrethe, forsvarsattaché i Paris og stabschef ved den danske bataljon i Kosovo. Desuden har han været chef for den danske styrke i Afghanistan, hvor han stod i spidsen for hold 4 i 2007.
Noget utraditionelt for en militærmand blev Kim Kristensen i 2009 kåret til Årets Leder. Titlen bliver oftest givet til erhvervsfolk, men oberstens ledelseserfaring fra blandt andet Kosovo og særligt Afghanistan gjorde, at den senere ceremonimester kunne smykke sig med titlen.
Kim Kristensen afløser som nævnt 71-årige Christian Eugen-Olsen, der har været Kongehusets ceremonimester siden 1. april 1990. Egentlig faldt han for aldersgrænsen på 70 år i 2011, men Dronningen valgte at forlænge hans ansættelse, så han kunne være med til at planlægge hendes 40 års regeringsjubilæum i januar.