Kongehuset får ceremonimester med krigserfaring
Til oktober kommer oberst Kim Kristensen på Kongehusets lønningsliste. Obersten har tidligere været chef for de danske styrker i Afghanistan.
Til oktober kommer oberst Kim Kristensen på Kongehusets lønningsliste. Obersten har tidligere været chef for de danske styrker i Afghanistan.
Dronning Margrethe og resten af det danske kongehus får til oktober en ceremonimester med et CV, som de fleste på det danske arbejdsmarked har svært ved at matche. Her tiltræder oberst Kim Kristensen således som ny ceremonimester.
Den 48-årige oberst har tidligere været adjudant for Dronningen og stabschef ved den danske bataljon i Kosovo. Desuden har han været chef for den danske styrke i Afghanistan. I 2007 rejste han til det krigshærgede land for at lede de danske styrker i Helmand-provinsen på Hold 4, der blandt andet mistede major Anders Storrud.
Noget utraditionelt for en militærmand blev Kim Kristensen i 2009 kåret til årets leder herhjemme på Ledelsens Dag. Titlen bliver oftest givet til erhvervsfolk, men oberstens ledelseserfaring fra blandt andet Kosovo og særligt Afghanistan gjorde, at den kommende ceremonimester kunne smykke sig med titlen.
I magasinet Lederne fortalte han i 2009 om, hvor vigtig forberedelse er, når man står som leder i en krigssituation.
- Jeg fik fem soldater slået ihjel og ti hårdt såret. Hvis ikke jeg og mine nærmeste ledere kan se os selv i spejlet og sige, at vi har gjort de forberedelser, vi kunne, trænet så hårdt som overhovedet muligt, og at vi stolede og troede 100 procent på den strategi, som vi valgte, vil vi ikke kunne leve med os selv resten af livet, sagde han dengang.
Kim Kristensen begynder i sit nye job 15. oktober. Her afløser han kammerherre Christian Eugen-Olsen, der har været ceremonimester siden 1.april 1990.