Den amerikanske ambassadør i Tyskland har på et møde med tyske bilbosser fra Daimler, Volkswagen og BMW fortalt, at den amerikanske præsident Donald Trump er parat til at droppe told på biler fra EU-lande, hvis EU til gengæld dropper importtolden på biler fra USA. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mødet fandt sted onsdag på den amerikanske ambassade i Berlin, hvor topcheferne for de tre store tyske bilproducenter alle var til stede.

Trump truede i sidste måned med at lægge 20 pct. told på alle de biler, som USA importer biler fra  EU-lande. Det vil selvsagt kunne få store negative konsekvenser for den europæiske bileksport til USA. Ikke kun til skade for bilproducenterne, men også for de mange underleverandører.

I EU er truslen om amerikansk told på europæiske biler et skrækscenarie, og tal fra PA Consulting Group illustrerer, hvorfor en amerikansk-europæiske handelskrig med told på biler vil ramme relativt hårdede i Europa end i USA.

Ifølge PA Consulting Group er næsten halvdelen af de 17,5 millioner biler, der årligt sælges i USA, produceret uden for USA. Helt nøjagtigt drejer det sig om 8,5 millioner biler, hvoraf 1,2 millioner biler er fra Europa. Det er altså disse 1,2 millioner biler, som kan blive ramt af en importtold på 20 pct. Aktuelt er den amerikanske importtold på biler fra EU kun på 2,5 pct.

Til sammenligning bliver amerikanske biler i EU pålagt en told på 10 pct., og der bliver i Europa kun solgt relativt få amerikanske biler. Det drejer sig om blot 250.000 biler ud af de 17,5 millioner biler, der årligt sælges i Europa.

USA importerer årligt en halv million biler fra Tyskland, men derudover har store tyske bilproducenter også lokal produktion i USA, påpeger Thomas Goettle, bilindustri-analytiker hos PA Consulting.

»Tyske bilproducenter som Volkswagen, BMW og Daimler producerer allerede 800.000 biler lokalt i USA, og salget af de biler bliver ikke ramt af ny amerikansk told,« siger Thomas Goettle, der nævner, at Volvo også har planer om at etablere produktionen i byen Charleston i USA.

Han tvivler på, at en eventuel handelskrig med biler vil ramme særlig hårdt i Danmark.

»Selv om en række danske underleverandører leverer varer til særligt de tyske bilproducenter, ser jeg ikke, at Trumps told på biler vil få de store konsekvenser for Danmark,« siger Thomas Goettle.