Er der ét ord, som de sidste mange måneder har været ganske fraværende fra EUs vokabularium, så er det ordet »enstemmighed«. Så da EU-formand Donald Tusk fredag sidst på eftermiddagen tweetede, at der nu var indgået en enstemmig aftale mellem EU og Tyrkiet, var man klar over, at et slag var vundet i unionens overlevelseskamp.

Det er stort. Men ikke nødvendigvis på grund af aftalens indhold. Nej, primært fordi der efter måneders nid og nag og splittelse på kryds og på tværs – mellem Nord- og Sydeuropa, mellem Øst- og Vesteuropa – efterhånden var skabt tvivl om, hvorvidt de 28 EU-lande overhovedet længere var i stand at træffe beslutninger i samdrægtighed.

Eller om det var blevet hver stat med tilhørende grænsekontrol for sig. Med fredagens aftale viste medlemslandene – fra Orbans Ungarn over Alexis Tsipras’ Grækenland til Angela Merkels Tyskland, at de faktisk var villige til at gøre et forsøg. Et forsøg på at blive sammen. Et forsøg på at tro, at aftalen med Tyrkiet kan virke efter hensigten.

Aftalen kræver vitterligt, undskyld udtrykket, tyrkertro. For det er ikke spor svært at argumentere aftalen sønder og sammen. Det svære er at lade sig overbevise. Så lad os gøre et forsøg. Der er trods alt lagt meget arbejde i den.

Aftalen er lagt an på at fratage asylansøgerne incitamentet til overhovedet at begive sig over havet mod Grækenland.

Alle asylansøgere, der fra søndag morgen kæmper sig frem fra Tyrkiet til de græske øer, vil således blive registreret, asylbehandlet og sendt tilbage til Tyrkiet. Til gengæld for hver tilbagesendt syrer forpligter EU sig til at hente en ny syrer frisk fra Tyrkiet til genbosætning i EU. Og nej, det er naturligvis ikke de samme syrere, der går i land på de græske øer, som sidenhen bliver belønnet med genbosætning: Dem fra Grækenland ryger tværtom bagerst i køen.

Modellen kræver, at man sluger en stor kamel. Tyrkiet er fremover udnævnt til at være et sikkert tredjeland, som man kan sende flygtninge tilbage til.

Sådan har Tyrkiet ikke hidtil været betragtet – Danmark har for eksempel ikke anset det for at være et sådant – simpelthen fordi Tyrkiet jævnligt har sendt flygtede irakere og afghanere tilbage til krigsførende områder.

Som en del af aftalen lover Tyrkiet straks at ophøre med den slags: Måske særligt over for afghanere, irakere og syrere naturligvis, der har EUs bevågenhed.

Og det er helt afgørende for aftalen, at Tyrkiet holder ord. For asylbehandlingen i Grækenland vil formodentligt godtgøre, at en pæn del af asylansøgerne, som ankommer til Grækenland, faktisk er rigtige flygtninge. Og derfor kan der under alle omstændigheder forudses en del protester fra menneskerettighedsorganisationer internt i EU, når disse rigtige flygtninge skal sendes tilbage til Tyrkiet.

Hvad gør man for eksempel, hvis der er tale om uledsagede børn? Eller kurdiske kvinder fra de områder i det nordlige Syrien, som Tyrkiet bomber i sin kamp mod YPG og PKK?

Men hvis ikke EU forhærder sig, så virker modellen ikke. Så standser asylstrømmen ikke. Så vil der gå sport i at godtgøre, at man er en flygtning, som fortjener, at der bliver gjort en undtagelse, så man kan blive i EU.

En anden udfordring er, at EU ikke har et fast øvre loft for, hvor mange syrere, der skal genbosættes i EU. For det afhænger jo af, hvor mange, der får kæmpet sig frem til Grækenland. Ganske vist har EU ifølge aftalen kun afsat en kvote på 72.000, og hvis den overskrides, vil EU anse sin forpligtelse til at tage yderligere syrere for ophørt. Det lyder måske meget klart.

Men problemet er, at det kan betyde, at Tyrkiet også vil anse sin forpligtelse til at tage syrere tilbage for ophørt. Så er man lige vidt.

For Tyrkiet er der umiddelbart et stort incitament til at holde sin del af aftalen. Tyrkiet får alt i alt seks milliarder euro til at huse flygtningene under betryggende forhold; man får genåbnet forhandlingerne om EU-medlemskab, og allerede fra om få måneder kan alle tyrkere rejse til EU uden visum, hvis og såfremt landet ellers lynhurtigt får opfyldt de mange udestående krav.

Hvis og såfremt altså. Spørgsmålet er, om der er sket en forventningsafstemning mellem EU og Tyrkiet om, hvad det egentlig er, Tyrkiet har fået lovning på.

Ja, om den forventningsafstemning overhovedet er sket blandt EUs egne medlemmer.

Helt sikkert ønsker Tyrkiet ikke at se sig selv som en basar, hvor man bare tager imod EUs flygtninge for penge. Tyrkiet opfatter sig selv som en stormagt i hjertet af Europa, og derfor vil man ind i EU – først uden visum og snarest helt ind - som medlem. Hvis nogle af EUs medlemslande forestiller sig, at man løbende kan formilde tyrkerne med flere penge, mens man nægter dem en nærmere tilknytning til EU med henvisning til alle de krav, de til evig tid mangler at opfylde, så kan de godt tro om igen.

Tyrkiet har ikke ladet nogen i tvivl om, at man betragter den nye store aftale med EU som et løfte på forventet efterbevilling. Med aftalen har EU købt sig tid.

Men den kræver samtidig så meget god vilje af alle parter, at der nok går lang tid, før Donald Tusk tager ordet »enstemmig« i sin mund igen.