I weekenden vil holdet bag »Skam« skridte op ad en gul løber foran kulturhuset Sentralen i Oslo. De skal til afslutningsfest. Efter fire sæsoner stopper fortællingen om Eva, Noora, Isak, Sana og alle de andre gymnasieelever på Hartvig Nissens skole i den norske hovedstads mest priviligerede bydel.
Seere fra store dele af verden har fulgt det norske seriefænomen, der i efteråret 2015 blev diskret lanceret til den norske ungdom på de sociale medier. De fandt serien, tog den til sig, spredte rygtet, og snart var »Skam« ikke længere et univers, der var forbeholdt de unge. Noget så gammeldags som papiraviser begyndte at skrive om den, forældregenerationen begyndte at se med, og den fik fans langt uden for de norske grænser.