Et uheld har torsdag ved middagstid sat en stopper for togtrafikken mellem Helsingør og Hellerup. Driften vil være indstillet i flere timer.
Årsagen er, at en køreledning er faldet ned ved Klampenborg, oplyser DSB. Derfor indsættes busser til at betjene passagererne, lyder det.
Det er Banedanmark, der har opgaven med at få køreledningen bakset på plads igen. Umiddelbart forventes det, at arbejdet vil være færdigt cirka klokken 16.30, oplyser Banedanmark ved middagstid på Twitter.
I forvejen har togbusser travlt i påsken. Også på andre strækninger har DSB indsat busser, men her er der tale om planlagte omlægninger.
Således kører der ingen tog mellem Ringsted, Næstved og Nykøbing Falster. Og i hovedstaden er der ikke S-tog mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport.
/ritzau/
