WASHINGTON: Der kan være ganske kort fra bund til top – også i amerikansk politik.

Og en amerikansk præsident vil den dag, han forlader Det Hvide Hus, ikke kunne vide, hvordan han historisk vil blive bedømt i eftertiden: Om han bliver vurderet som en stor præsident eller en af dem, man hurtigt glemmer. Men det er sjældent for en siddende præsident i den anden periode af embedet at opleve et så historisk ryk, som det, der skete i sidste uge for USAs præsident, Barack Obama, hvor hans muligheder for at blive en af de helt store præsidenter blev væsentligt øget.

To klare sejre og én, han også godt kan skrive på sin plusliste. Og så en tale, der vil gå over i historien som en af de mest skelsættende borgerretstaler siden Martin Luther Kings berømte »I Have A Dream«.

Obamas tale blev holdt i Charleston i South Carolina ved begravelsen af præsten Clementa Pickney, som ugen forinden var blevet myrdet sammen med otte af sine sognebørn af en hvid racist. Præsidenten sang »Amazing Grace« foran tusinder af mennesker, og sangen afsluttede en mindetale, der vil blive citeret mange år frem i tiden på grund af dens markante ord om sorte og hvide og borgerrettighedssituationen i USA.

Succes på falderebet

Det var ellers en uge, der kunne være gået galt. Frihandelsforhandlingerne med 11 lande i stillehavsregionen var langsomt ved at kuldsejle, fordi præsidentens eget parti, Demokraterne, ikke ville give præsidenten udvidede beføjelser til at forhandle aftalen på plads af frygt for amerikanske arbejdspladser. Et utroligt dygtigt politisk arbejde sammen med Det Republikanske Parti, som går ind for frihandel, sikrede i sidste øjeblik præsidenten den magt, der skal til for at få aftalerne på plads uden for megen sabotage fra Kongressens side.

Og som om det ikke var nok, så fik præsidentens omstridte sundhedsreform ObamaCare Højesterets ord for, at det er lovpligtigt at give borgerne adgang til at få en sygeforsikring, de kan betale. Og så var der lige homoseksuelles rettigheder til at gifte sig. Også her afgjorde Højesteret, at homoseksuelle kan få lov til at indgå ægteskab overalt i USA. Måske var det sidste ikke en direkte sejr for Obama, fordi han har skiftet holdning flere gange i sin præsidentperiode. Men siden sin tiltrædelsestale i januar 2012 har han været en af forkæmperne for homoseksuelles rettigheder, hvilket han så også blev anerkendt for, da dommen var faldet. Der var en folkefest uden lige foran Det Hvide Hus.

»Det kan godt være, at Obama har skiftet mening, men han vendte rundt i tide, og han er den første præsident, der har støttet homoseksuelles rettigheder åbent,« sagde George Howard til Berlingske foran præsidentens imponerende bygning i midten af Washington D.C.

Og Obamas popularitetskurve er stærkt stigende. Allerede i denne uge belønnede amerikanerne ham med at placere ham pænt i meningsmålingerne. Hele 50 procent af amerikanerne mener nu, at præsidenten gør et godt stykke arbejde. Det er en markant forbedring fra de elendige målinger, der ellers har været, hvor Obama på et tidspunkt lå under 40 procent. Ganske vist kun kort tid. Men alligevel.

Voksende overskud

Og man har kunnet se det på præsidenten, at hans overskud er stort. Intet tungsind hænger over Det Hvide Hus lige nu. Selv det ømtålelige spørgsmål om at stramme amerikanernes adgang til personlige våben, som han flere gange har forsøgt at få på dagsordenen, begynder nu at se ud til at lykkes. Og hvis man spørger Obama selv, om forrige uge var den bedste i hans liv, så svarer han med overskud:

»Nej, den bedste var den uge, jeg blev gift med Michelle. Og derefter de uger, hvor Malia og Sasha blev født. Fremragende uger,« siger præsidenten.

I det mere tænksomme hjørne siger han:

»Fremskridt på denne rejse kommer ofte i små doser. Nogle gange to skridt fremad og et skridt tilbage, ofte støttet af dedikerede borgeres bestræbelser. Og så nogle gange er der dage som denne, hvor de langsomme, men vedvarende kampe bliver belønnet, og hvor retfærdigheden rammer som en hammer.«

Det er den alvorlige Obama og sagt lige efter højesteretsdommen om homoseksuelles rettigheder om fredagen.

Stadig minuspoint til udenrigspolitikken

Så ifølge mange amerikanske historikere står Obama i et helt andet lys i dag end for blot nogle uger siden, da intet lykkedes for ham, og han i heldigste fald historisk ville ligge i den pæne ende uden at være i toppen eller i nærheden af hverken en Ronald Reagan eller en Bill Clinton i nyere tid.

Nu er resultaterne helt anderledes, og hans nye plusside kan betyde, at han kommer til at ligge i den øverste tredjedel af de få præsidenter, der virkeligt fik forandret USA. Han kaldes derfor allerede for en af de præsidenter, der har flyttet amerikanerne mentalt – i en mere socialt ansvarlig retning og et mere lige USA.

Men Obama får stadig minuspoint for sin udenrigspolitik. Han har stort set tabt alt på gulvet på den front, om end han vil gå over i historien som præsidenten, der satte en stopper for krigene i Irak og i Afghanistan. Og ikke mindst præsidenten, der fik ram på Osama bin Laden. Men for kritikerne har han svækket USA i en sådan grad, at verden ifølge dem er blevet farligere. Til hans forsvar skal siges, at han på den front har amerikanerne på sin side. De ønsker nemlig heller ikke, at USA leger politimand i verden.