For 25 år siden - den 24. august 1991 - genoptog Danmark diplomatiske forbindelser med de tre baltiske lande. Dermed blev Danmark det første land i verden, som tog dette afgørende skridt. Men da først det vindue var åbnet, fulgte mange andre lande hurtigt efter. Siden startede en kappestrid om, hvem der »kom først«. Her er historien om, hvad der skete dengang.

Den 24. august 1991 var en lørdag, afslutningen på en af de mest dramatiske uger i nyere europæisk historie: Natten mellem søndag den 18. og mandag den 19. august blev Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjov, sat i husarrest på Krim af en gruppe kupmagere.

Kuppet kom ikke som den store overraskelse. Vore kontakter i de baltiske lande havde også advaret om, at noget var under opsejling. De havde selv oplevet overfald af sovjetiske styrker i januar med adskillige dræbte i Vilnius og Riga.

Nu var det så sket. Men det kom hurtigt til at stå klart, at kupmagerne ikke havde sikret sig tilstrækkelig opbakning, først og fremmest i hæren. Onsdag eftermiddag var der hasteindkaldt NATO-udenrigsministermøde i Bruxelles, og før mødet var slut, fik vi besked fra Moskva om, at kuppet var slået fejl, og at Gorbatjov var på vej tilbage til Moskva.

De næste par dage var det store spørgsmål: Hvad nu?

Efter overfaldet på de baltiske lande tidligt i 1991 havde jeg underskrevet samarbejdsprotokoller med hver af de tre landes udenrigsministre. Her blev det slået fast, at den danske anerkendelse af deres selvstændighed fra 1921 fortsat stod ved magt – og at Danmark ville genoptage de diplomatiske forbindelser, når situationen gjorde det muligt. Bag disse formuleringer lå en masse kringlet jura, for selv om vi formelt anså de tre lande for at være selvstændige – og der derfor ikke var behov for en ny anerkendelse, sådan som situationen f.eks. var i Sverige, der for længst havde anerkendt deres optagelse i Sovjetunionen – så var det jo en kendsgerning, at de tre lande de facto ikke var suveræne stater.

I Moskva forstod man udmærket, hvad det betød. Den danske ambassadør i Moskva blev indkaldt til en voldsom protest, og samme protest blev afleveret i København af den herværende sovjetiske ambassadør. Vores besked var, at det ikke burde komme som nogen overraskelse for den sovjetiske regering, at vi aldrig havde anerkendt deres annektering af Estland, Letland og Litauen.

Men for at kunne genoprette diplomatiske forbindelser måtte vi finde en eller anden undskyldning for at påstå, at de rent faktisk opfyldte en række suverænitetskrav.

Lørdag eftermiddag var der kontakt til udenrigsministeriet i Tallinn. Vi fik at vide, at Estland og de to andre lande havde oprettet grænsekontrol. Der havde vi undskyldningen for at agere – selv om det måske var en lidt tynd undskyldning, da der stadig var sovjetiske tropper i landet.

Men vi gjorde det. Lørdag aften blev der udsendt en telex fra det danske udenrigsministerium, som meddelte, at nu genoptog vi diplomatiske forbindelser med de tre lande. Der var ikke brug for nye aftaler eller underskrifter, for vi havde jo protokollerne fra marts.

Få dage senere ankom ambassadør Otto Borch til Riga, hvor han som den første udenlandske diplomat afleverede sine akkreditiver.

Det er alt sammen historie nu. Men længere siden er det altså ikke…

Og ser vi på, hvad der er sket siden da, er det helt overvældende. Selv de mest optimistiske dengang ville næppe have troet, at de tre lande så hurtigt kom med i kernen af det vestlige samarbejde: Medlemmer af EU og NATO, med i euro-samarbejdet, og på trods af et hårdt tilbageslag under finanskrisen et område præget af stærk økonomisk vækst og stabile politiske forhold.

De første år var strenge for balterne at komme igennem. Men da Sovjetunionen var opløst i slutningen af 1991, og det nye Rusland under ledelse af Boris Jeltsin førte en åben og forsonlig politik over for de tre små naboer, var man fri for den trussel, som havde plaget balterne lige siden 30ernes pagt mellem Hitler og Stalin, som havde ført til de mange års tvangsindlemmelse i Sovjetunionen.

I dag er situationen på den front desværre en ganske anden. Under Vladimir Putins ledelse har Rusland udviklet sig til en autokratisk og revanchistisk stat, som forsøger at sætte sig tungt på sine naboer. Vi har set i Krim og Ukraine, hvordan Putin spiller på de russisktalende befolkningselementer der – og påstår, at det er hans ret og pligt at forsvare russisk-talendes interesser, uanset hvor de bor. Samme argumentation som Hitler anvendte, da han tog Sudeterlandet fra Tjekkoslovakiet og satte sig på Østrig. Der er store russisk-talende befolkningsgrupper i Estland og Letland, som bor tæt på grænsen til Rusland, og der er set mange eksempler på, at Moskvas voldsomme propagandaoffensiv forsøger at hidse dem op mod de lande, de bor i.

Derfor er det så vigtigt, at NATO både i ord og gerning gør det klart, at Alliancens musketer-ed skal tages alvorligt. Udstationering af tropper og udstyr i de baltiske lande og Polen vil ikke kunne forhindre et russisk angreb i at lykkes – og det er heller ikke den dybere ide. Den er at afholde Putin fra at starte et eventyr, hvis konsekvenser han ikke kan overskue.

Når Danmark gik i spidsen dengang for 25 år siden, hang det sammen med, at der var et usædvanligt stærkt politisk og folkeligt sammenhold i dette spørgsmål. Der var fuld tilslutning i Folketinget til den linje, der blev fulgt – også når truslerne og skældsordene kom flyvende fra Moskva. Set i bakspejlet virker det lidt, som om der lå et behov for at kunne enes igen på disse områder efter den pinagtige og opslidende »fodnotekrig« i 80erne.

Den folkelige opbakning viste sig på talrige måder. Allerede i 1990 var der oprettet en afdeling af Det Danske Kulturinstitut i Riga efter en meget succesrig indsamling, forestået af Politikens daværende chefredaktør, Herbert Pundik. Med Rikke Helms som den dynamiske direktør i Riga havde Danmark fået en spydspids på stedet, som kunne udfylde den rolle, diplomatiet ikke kunne tage vare på så længe vi var låst fast af ikke-anerkendelsespolitikken. Og masser af initiativer over hele landet blev skabt for at etablere kontakter til balterne.

Via den nyoprettede IØ-Fond, som skulle støtte erhvervslivets investeringer i de nye demokratier i Øst- og Centraleuropa, blev der sat mange skibe i søen. Og store danske virksomheder med A.P. Møller i spidsen bidrog stærkt til moderniseringen af erhvervslivet i de tre lande.

Det officielle Danmark bidrog med råd og dåd. Mange danske embedsmænd drog til Baltikum for at bistå med forberedelsen til et EU-medlemskab – og den daværende socialdemokratiske forsvarsminister, Hans Hækkerup, var en ildsjæl i etableringen af forsvarssamarbejde, blandt andet med etableringen af Baltic Defence College i Tartu, hvis første chef var den danske general, Michael Clemmesen.

Det var gode år, hvor mange kontakter blev smedet.

Men i den sidste halve snes år er det, som om hverdagen har meldt sig. Det er ikke længere så spændende og udfordrende – måske godt illustreret af en bemærkning fra den nuværende estiske præsident Toomas Ilves fra engang i 90erne: Vores drøm er at blive endnu et kedeligt nordisk land… – og det officielle Danmark har droslet indsatsen voldsomt ned. Ambassaderne er ikke blot miniambassader, det er mikroambassader, og forsvarssamarbejdet var der ikke meget af, før det igen blev nødvendigt at tilbyde flystøtte og nu også udstationering af tropper.

Det er synd. Men det er ikke for sent at tage skeen i den anden hånd. Vi påtog os et ansvar, dengang for 25 år siden, og senere, da Danmark gik i spidsen for at få balterne med i NATO og EU. Det ansvar skal vi nu leve op til. Vi skal på alle områder øge kontakten til de baltiske lande for at gøre det klart, at vi ikke har glemt dem.