Mange har den opfattelse, at Alternativets ønske om at skabe en ny og bedre politisk kultur begrænser sig til, at man skal tale pænere til hinanden, og man skal droppe skyttegravskrigene partierne imellem. Men en ny politisk kultur er så meget mere. Det er åbenhed, inddragelse, gennemsigtighed, ordentlighed, ja, ægte ansvarlighed på alle niveauer af det politiske system. Og det kræver håndgribelig handling - lovgivning og retningslinjer, ikke bare takt og tone.
Så når vi på sommergruppemødet for Alternativets folketingsgruppe fredag præsenterer vores bud på, hvad god regeringsførelse vil være, hvis Alternativet får magten efter næste folketingsvalg, vil det fokusere på så meget andet, end at skabe en mere civiliseret og frugtbar politisk samtale. Vi vil forsøge at komme politikerleden til livs, mens vi styrker den politiske samtale. Intet mindre.
