Det skortede ikke på advarsler om skadelige virkninger. »Fattigdomsydelse« kaldte modstanderne den nye lave integrationsydelse, som for et år siden blev udvidet til at gælde alle på offentlig forsørgelse, som har været i Danmark i mindre end syv år ud af otte.
Socialdemokraten Dan Jørgensen kaldte regeringen for »komplet argumentresistent« og »kun interesseret i at sende signaler«, og Sofie Carsten Nielsen (R) kaldte det »falsk markedsføring« at påstå, at ydelsen ville få flere i arbejde. Formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen mente, at regeringens argumenter for at indføre integrationsydelse blev »totalt sønderbombet«, da Integrationsministeriets egne embedsmænd skønnede, at den kun ville få 283 mennesker i arbejde i 2016. Og AE-rådets analysechef Jonas Schytz Juul slog fast:
