Vuggestuetvang er et uhørt indgreb i familiens frihed! Sådan sagde forfatter, præst og formand for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm, forleden i Jyllands- Posten.
Da jeg læser det, sidder jeg tilbage med et indtryk af en skjult undertekst. Tilbage med at nogen i vores samfund bevidst prøver at modvirke, at indvandrerbørn får en chance. At nogen bare ikke vil integration, og at det lykkes. At vuggestuer og børnehaver er blevet en ideologisk kampplads hos en gruppe mennesker, der ikke vil børnenes bedste.
Med sine ord forplumrer Katrine Winkel Holm og ligesindede på det skammeligste alle børns ret til en fair start i livet. Især de børn, der har allermest brug for det.
Hendes ord kommer samtidig og næppe tilfældigt med, at Berlingske for nylig kunne berette om en helt ny Pisa-undersøgelse, der viser, at indvandrerbørn halter bagud med halvandet år i skolen i forhold til etnisk danske børn, når det gælder det faglige niveau. På sproglige, matematiske og sociale evner.
Og det værste er, at det arves fra generation til generation. Alle undersøgelser viser det. At der må gøres noget. Vi ved det godt. Katrine Winkel Holm ved det. Vores politikere ved det. Passivt ser vi på, at børn af indvandrere – især drenge – bliver den nye underklasse i vores samfund. De parallelsamfund, vi oplever i nogle indvandrermiljøer i dag, er et produkt af det, vi har gjort, men også af det, vi ikke har gjort.
Folkeskolen er grundpillen i vores samfund. Alligevel tillader vi, at børn år efter år ankommer med helt forskellige forudsætninger, når de begynder på skolegang. Det er vanvittigt, fordi nogle børn aldrig indhenter det efterslæb, som de helt uskyldigt er blevet udsat for.
Ekstremt synd for de børn, det går ud over. For når et barn i femårsalderen ikke kan sige én sætning på dansk, behøver man ikke at være raketfysiker for at forudse, at det går galt. 55 procent af tosprogede drenge forlader Københavns skoler som funktionelle analfabeter. Arbejdsløshed, vrede, kriminalitet og en plads på livets bagerste række rammer dem senere og alt for ofte.
Sprog, uddannelse og sociale kompetencer er afgørende for at bryde mønsteret. I vuggestuen og i børnehaven kunne de lære at tage de første vigtige skridt. Med ekstra fokus allerede her på denne gruppe. Vi har som samfund hverken menneskeligt eller moralsk råd til at se passivt på længere – og lade modstandere af børns bedste afspore virkeligheden.
Gør børnehaven og gerne også vuggestuen obligatorisk nu. Allright, så lad os droppe ordet obligatorisk og i stedet gøre børnehave og vuggestuen gratis. Tag beløbet, som det koster at finansiere dette tiltag, direkte fra børnechecken. Finansier flere pædagoger, mere læring og børnehaver med de penge, som de fleste af os alligevel sender direkte videre på et girokort og lad i stedet pengene gå direkte dertil.
Kompenser de lavest lønnede grupper i samfundet. Men fjern det økonomiske incitament til at beholde børnene derhjemme. Lad os gøre dette for samfundets skyld og for de børns skyld, som har allermest brug for det.