2017 står til at blive et rekordår for danske IT-virksomheder, og 2018 vil byde på yderligere fremgang, samtidig med at der nu er ved at være lige så mange ansatte, som før finanskrisen satte ind for ti år siden. Men kunderne køber igen IT for at spare penge og effektivisere i stedet for at tænke i nye muligheder, og det bekymrer IT-branchen.
Næsten 60 procent af de danske IT-virksomheder tjente flere penge i 2017 end i 2016, viser en rundspørge blandt medlemmerne af tre af Danmarks store IT-organisationer - den landsdækkende IT-Branchen, IT-Forum i Aarhus og BrainsBusiness i Aalborg. 15 procent havde et dårligere år. Dermed tegner 2017 til at slå rekordåret 2016, når det endelige bo kan gøres op af Danmarks Statistik inden for en måneds tid.
