De politikere vi ikke har, er titlen på en serie, Berlingske bringer for tiden. Den kommer i kølvandet på Bertel Haarder, der her i avisen skosede debattører for at lalle rundt ude på sidelinjen og kritisere hele tiden. De burde tage deres demokratiske ansvar på sig og melde sig ind i politik, burde de.
Men det er jo på sidelinjen, det sker. Det er blandt tilskuerne og ham, der slår græsset, det er i gruppen af venner og uvenner, vandbærere og forbipasserende veteraner, at tingene sker. Derude har man ikke konkret indflydelse på resultatet, nej. Men indirekte. Uden folk på sidelinjen, både os, der bare ser på og undres og en sjælden gang bjæffer et bjæf, og de, der råber, skriger og analyserer og har alle mulige meninger om, hvordan spillet inde på banen burde foregå – uden os ville spillerne ikke gide stille op. Uden os på sidelinjen, ville samfundsdebatten ligne et Excel ark. Og hvem skulle i øvrigt vaske spillernes trøjer?
De debattører og meningsdannere, der udtaler sig i artikelserien, siger det lige ud: Det er meget friere og mere virkningsfuldt at stå på sidelinjen og sige, hvad man mener. Hvad, de ikke siger, er, at det på sidelinjen er tilladt at fejle og skifte holdning. Alt det man ikke må i politik, og som derfor gør politik-branchen så ubarmhjertig for vankelmodige sjæle som mig og det stigende antal danskere, der ikke orker Christiansborg-politik.
Jeg har svært ved både at mene noget kvalificeret om væsentlige emner, som jeg også mente i går, og ved at huske alt fra ordene i en tale til aftaler og navne på folk.
For mig gik det galt allerede i fjerde klasse. Vi skulle opføre skuespillet Ebbe Skammelsøn alle iført gamasjebukser for at ligne middelalderfolk mest muligt. Spørg lige en tiårsdreng i 1960erne, om det var pinligt.
Jeg havde fået rollen som tjener, og når kongen kaldte, skulle jeg komme ind på scenen fra kulissen, modtage en ordre på vin, gå ud og komme tilbage med vinen. Hvor svært kunne det være? Men jeg var så nervøs, at da kongen kaldte for at bestille sin vin, trådte jeg, som middelalderens bedste tankelæser, ud på scenen med præcis sådan en bakke med vin, som kongen bestilte. Jeg forlod scenen for sekundet efter at komme tilbage med den samme bakke vin. De forsamlede forældre har sikkert undret sig. På den anden side var det jo 1960erne.
Mange debattører er blevet forsøgt hevet ind fra sidelinjen og kulissen for at servere holdningsmæssige godbidder til et eller andet partiapparat, men har heldigvis sagt nej. Heldigvis, fordi samfundsdebatten, uanset hvor meget jeg fascineres af visse politikere, ville blive svært forudsigelig, hvis det kun var mennesker, der er afhængige af at blive genvalgt, der ytrede sig.
Bortset fra, at jeg ikke har noget politisk på hjerte, og ikke ville kunne huske det, hvis jeg havde - det eneste jeg husker fra ridderhistorien om Ebbe Skammelsøn er det for en tiårig dreng uforståelige omkvæd »Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild« - vil professor Svend Brinkmanns korte og præcise »Jeg tror ikke, jeg ville have nerverne til det« også være mit svar, hvis nogen skulle have fået en hjerneblødning og spurgte, om jeg ville gå ind i politik.
