Torsdag aften i sidste uge piblede det ind med mennesker på Kolding Bibliotek, da dørene pludselig blev lukket i.
Bag de lukkede dørene stod en kø med flere hundrede mennesker, som alle ville ind og høre psykologiprofessor Svend Brinkmann holde foredrag, Men kun 900 nåede ind, resten blev afvist af hensyn til brandmyndighederne.
»Det er jo helt vildt. Og det, jeg skulle, var at holde foredrag om gamle, døde filosoffer og deres relevans i dag. Det er altså bemærkelsesværdigt, at der kommer så mange mennesker for at høre om sådan noget,« siger Svend Brinkmann.
Den 41-årige Svend Brinkmann er på få år gået fra at være kendt i fagkredse til at være en af de personer, der rager mest op i samfundsdebatten.
Han har jævnligt deltaget på TV, han har en fast klumme hos Politiken, og han har skrevet to bestseller-bøger.
I 2013 figurerede hans navn ifølge Infomedia i 167 artikler. Sidste år var tallet 1.486, hvor han også blev nummer fire på Politikens liste over de debattører, der satte dagsordenen. Foran navne som Mette Frederiksen (S), Uffe Elbæk (ALT) og Bertel Haarder (V).
Netop Bertel Haarder er årsagen til, at vi snakker med Svend Brinkmann.
I et interview med Berlingske efterlyste den mangeårige minister, at flere markante stemmer fra den offentlige debat tager deres demokratiske ansvar på sig og går ind i politik. I stedet for at stå på sidelinjen og kritisere.
Hvorfor stiller de ikke op? Hvorfor holder de ikke deres brandtaler nede i folketingssalen, lød det.
Men Svend Brinkmann er allerede i politik, mener han.
»Politik er jo mere end et formelt system, hvor vi stemmer hver fjerde år om, hvem der skal repræsentere os i den lovgivende proces. Det er et forarmet begreb om politik, hvis vi reducerer det til det. Jeg er tilhænger af den gode, gamle filosof Aristoteles, som definerer mennesket som et politisk dyr, der ikke kan lade være med at være politisk. Det er også en form for politik at diskutere på Facebook og deltage i den offentlige debat,« siger han.
»Jeg tænker meget over, at der jo er en form for magt i at kunne præge opinionen«
Fænomenet Svend Brinkmann tog for alvor fat i 2015. Hans bog fra året før, »Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang«, og et interview i Berlingske under valgkampen om »landet, der holdt op med at give mening«, katapulterede familiefaren frem som en offentlig stemme.
Han begyndte at modtage op mod ti henvendelser hver eneste dag om foredrag og interviews.
»Og det er bare blevet ved siden hen, så jeg i lang tid har måttet sige nej til næsten alt. Jeg har jo mit arbejde og en familie at passe,« siger Svend Brinkmann.
Brinkmann gik især til angreb på den selvrealiserende tendens i samfundet, hvor alt er blevet et middel til at nå noget andet. Hvor intet har en værdi i sig selv, alt kan måles og vejes og skal give nytte på bundlinjen og bidrage til bruttonationalproduktet.
Og det hele bunder i den instrumentaliserede, økonomiske tankegang, som politikerne har lagt som en dyne ned over befolkningen som eneste gyldige livsanskuelse, har budskabet lydt.
Svend Brinkmann har aldrig drømt om, at hans engagement i debatten skulle føre til, at han blev genkendt på gaden, fortæller han. Men han er helt bevidst om, at der med den store opmærksomhed også følger noget andet. Magt.
»Jeg tænker meget over, at der jo er en form for magt i at kunne præge opinionen. Man skal passe meget på, at man ikke får storhedsvanvid og tror, at man har en hel masse indflydelse. Men noget har jeg jo nok. Det må jeg jo indrømme, selvom jeg ikke rigtig selv bryder mig om det på en vis måde. Jeg kan bedst lide at være i modposition,« siger Svend Brinkmann.
Hvorfor så ikke melde sig ind i et parti og stille op til Folketinget?
»Det er for det første helt banalt, at det har jeg simpelthen ikke lyst til.«
Hvorfor ikke?
»Jeg tror ikke, jeg ville have nerverne til det. Til hele tiden at skulle se sig over skulderen: Hvem skriver nu noget, som man skal svare på, hvem roder i ens skraldespand. Hele denne her jagt på politikerne som personer, bryder jeg mig meget lidt om. Den er helt forfejlet,« siger Svend Brinkmann.
Stop udskamningnen af Inger Støjberg
Jagten på og dæmoniseringen af politikere var også noget, Bertel Haarder nævnte som en stor barriere for at kunne tiltrække dygtige personer til Folketinget. Svend Brinkmann har flere gange skrevet om netop det emne. Mest markant da han i september 2015 skrev i et debatindlæg hos Politiken, at der foregår »en uhørt dæmonisering« af udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) som person.
»Det er nok noget af det, jeg har skrevet i Politiken, der har været mindst populært, for der er mange, der godt kan lide at dæmonisere Inger Støjberg. Men det er fuldstændig ligegyldigt med Inger Støjberg. Man må selvfølgelig diskutere indholdet i politikken, og nogen kan lide det, og andre kan ikke, men lad os få argumenter på bordet frem for den der virkelig voldsomme udskamning af hende, som der har været på den ene politiske fløj,« siger Svend Brinkmann og fortsætter:
»Det er selvfølgelig ekstremt med Inger Støjberg, men det sker nok i nogen grad for stort set alle, der stiller op til politik. Jeg tror, jeg ville ligge søvnløs om natten, det må jeg indrømme,« siger Svend Brinkmann.
Derudover nævner han, at han »holder utroligt meget af« sit arbejde som professor i psykologi.
»Jeg tror egentligt, at jeg er mere på rette hylde dér. Jeg vil være dygtigere til det og måske også have en lidt større idémæssig indflydelse på opinionen i Danmark end som politiker, hvor alt, jeg kunne finde på at sige, ville blive tolket i lyset af det politiske parti eller den politiske platform, jeg talte fra. Jeg synes, jeg tænker bedst op imod noget. Hvis jeg kommer til at repræsentere et etableret synspunkt, så bliver jeg egentlig lidt skeptisk over for mig selv.«
Ville du ikke kunne ændre mere i samfundet, hvis du var inde på Christiansborg og derfra kunne påvirke den økonomiske tankegang, som du kritiserer?
»Jo, måske. Jeg er jo psykolog, men har også en baggrund i filosofi, og jeg må indrømme, at mit hjerte ligger meget hos nogle af de gamle filosoffer. Jeg forsøger at indføre deres måde at tænke på både i psykologien og i offentligheden. Sokrates var irriterende, for han stak til folk, der havde magt. Han stillede de irriterende spørgsmål til magthaverne: Hvad er meningen med tilværelsen egentlig, hvad er det gode liv og sådan noget. For mig repræsenterer han et ideal, og han viser jo, hvad den indbyggede erhvervsrisiko er for mennesker, der beskæftiger sig med filosofi og tankeaktivitet på den her måde, for han blev dømt til døden. Han var simpelthen så irriterende og stillede så irriterende spørgsmål, at magthaverne måtte dømme ham til døden.«
Er det din ambition at gøre ligesom Sokrates? Altså, ikke at blive dømt til døden, men at stille alle de irriterende spørgsmål til politikerne?
»Ja, det er det nok. Det er jo helt blasfemisk overhovedet at kunne finde på at sammenligne sig med Aristoteles og Sokrates, så det skal slet ikke forstås på den måde. Det skal mere forstås som et ideal. Det er ikke fordi, at alle forskere og humanister skal være sådan, men nogen skal på en eller anden måde bestræbe sig på at være uafhængig af magten for at kunne stille de her ubehagelige og besværlige spørgsmål. Også spørgsmål, som man måske ikke selv kan svare på, og som måske ikke tilbyder nogen løsning. Og jeg tror, at det er det, jeg gør bedst. Hvis jeg har forslag til løsninger, vil jeg gerne fortælle om dem, men jeg vil ikke være bundet af, at jeg partout skal stille op med en løsning. Det skal politikerne.«
»Jeg synes ikke, politikerne er kolbøtter«
Bertel Haarder peger på, at man har et demokratisk ansvar for at holde sine brandtaler inde på Christiansborg. Du nævnte selv, at du har fået enorm interesse fra folk, der gerne vil høre dig, folk som følger dig. Har du så ikke et demokratisk ansvar over for dem om at ændre ting politisk?
»Der er mange, der skriver til mig og opfordrer mig til at stille op for et parti. Der er ikke noget parti, der har henvendt sig direkte til mig og tilbudt mig en kreds eller lignende, men der er partier, som har henvendt sig og bedt mig se et eller andet politikforslag igennem på et eller andet område: »Kan du ikke lige læse det her igennem og give os en melding på, om du synes, det er spændende?«. Det har jeg altid sagt nej tak til. Jeg vil forbeholde mig retten til at være helt fri og uafhængig. Om det så er et demokratisk ansvar, man har, altså en form for borgerpligt…?« spørger Svend Brinkmann og holder en kort pause.
»Det har jeg svært ved at se. Der bliver jo tit gjort grin med, når nogen præsenterer et eller andet. Så er det en døgnflue, og Henrik Qvortrup vil æde sin stråhat, hvis LA kommer i Folketinget og alt det her. Jeg synes, det er fantastisk, at mennesker går ind i politik og danner nye partier. Det er ikke nemt, så sådan noget ironiserer jeg aldrig over,« siger Svend Brinkmann,
Han henviser til et interview med Asger Aamund i Berlingske, hvor erhvervsmanden var meget kritisk over for politikerne og kaldte dem »inkompetente kolbøtter«.
»Hvis man har en holdning til politikerne om, at de er inkompetente kolbøtter, så forstår jeg da godt, hvorfor Bertel Haarder siger, at så skal du da selv stille op. Hvis du synes, de er så dårlige, så har du da en pligt til at repræsentere nogle interesser og forbedre mulighederne for et velfungerende samfund. Men jeg synes ikke, de er kolbøtter, så lige præcis af den grund, synes jeg ikke, at jeg har en pligt til at stille op. Men jeg synes så, at der er en forarmet idémæssig fattigdom i mange partier, jævnfør den her økonomiske instrumentelle tænkning. Og den tror jeg egentlig, jeg bedre kan påvirke ved ikke at sidde i et parti og skulle være bundet af det.«
Hvis der alligevel, trods alt det, vi har snakket om, skulle være én ting, der kunne få dig til at gå ind i landspolitik, hvad kunne det så være?
Svend Brinkmann griner.
»Det ved jeg sgu ikke« siger han.
»Hvis man kunne få en samfundsmæssig kontrakt om, at der ikke var nogen, der rodede i ens skraldespand, og der ikke var nogen, der lagde billeder ud af ens børn eller skrev om ens familie, så kunne det måske godt være. Men ikke engang da er jeg sikker på, at det ville være tillokkende for mig. Altså, indimellem kan jeg da godt fantasere om en ministerpost. Ej, nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, for det mener jeg jo egentlig ikke, men et ressortområde man ved noget om og virkelig kan præge… altså. Når man er båret af nogle idéer og ikke bare af et ønske om at have magt for magtens skyld, men rent faktisk vil bruge magten til noget, man synes er vigtigt for samfundet, så er det jo velgørende med en ministerstol,« siger Svend Brinkmann og trækker vejret dybt.
»Det kan jeg jo godt se.«
Du kan læse de tidligere interview i serien herunder:
Asger Aamund afviser at stille op: Folketinget er fyldt med inkompetente kolbøtter
Stine Bosse har sagt nej til to ministerposter: »Jeg har besluttet mig en gang for alle«
Lisbeth Zornig: »Bertel Haarder forstår ikke, hvad fanden det er for en risiko, vi løber«