U2 (feat. Kendrick Lamar): »Get Out Of Your Own Way«
På mange måder er alt, som det plejer i U2-lejren, når man lytter til deres nye single: En intro, der langsomt fades ind, en forudsigeligt pumpende bas-rundgang, et stort stadion-omkvæd med åh-åh-kor tilsat en pseudo-politisk tekst fra Bono om USA, Det Forjættede Land. Intet nyt her, passér gaden, tak. Men så dukker Kendrick Lamar pludselig op på outroen og skyder med skarpt efter de rige og berømtes selvtilstrækkelighed. Det lyder mest af alt som en slet skjult kindhest til Bono.
N.E.R.D. & Rihanna: »Lemon«
Åh Rihanna! Ingen har din swagger. Comeback-singlen fra N.E.R.D. (der i dag virker til at være mere eller mindre lig med Pharrell Williams) findes både i en version med og uden rappet gæstevers fra Rihanna, og det er i den grad hende, der gør forskellen med sin sprøde stemme og give-zero-fucks-attitude. Williams prøver selv at snige lidt anti-Trump-budskaber ind, men det stramme, karrosseri-rystende hip-hop-beat indbyder i sidste ende mere til fest end protest.
