Mads Langer er en af Danmarks største popstjerner. Det kan der ikke længere herske nogen tvivl om. Men han er samtidig en, der deler vandene. Hans fans elsker ham for hans åbenhjertige oprigtighed, mens andre ikke kan udstå hans musik af præcis samme grund. Fordi det simpelthen bliver for blåøjet, floskuløst og patosfyldt – som om manden aldrig har hørt om begreber som distance, ironi og begrænsningens kunst.

Den slags giver som bekendt hug på parnasset og pluspoint hos folket. Men Mads Langer fortsætter ufortrødent. Og da han tidligere på året med samme oprigtighed først langede ud efter Danish Music Awards for at tvinge musikerne til at spille playback under live-showet og siden kritiserede statsministeren under en takketale til Gaffa Awards, gik begge dele viralt. Over 20.000 likes på de respektive opslag på Facebook. Mads Langer, den åbenhjertige samfundsrevser, blev et hit. Også blandt folk, der normalt ikke tæller blandt hans fans.

Men én ting er at stille sig op på en talerstol og komme med idealistiske stikpiller til magthaverne. Noget andet er at omsætte idealismen til god musik. Og der fejler Mads Langer eklatant på sin nye lollert af en red-verden-sang, »Dream Assassin«, der tårner sig op som en tåkrummende tåbelighed af episke proportioner på hans nye miniudgivelse, »All The Time, Sometimes«.

Sangen er for så vidt både ganske iørefaldende og flot iscenesat med sin sugende og, ja, nærmest Drake-klingende produktion. Det er nye gevandter for Langer. Men han kender som sagt ikke begrænsningens kunst og ender – i sin sikkert både dybfølte og velmenende iver efter at gøre en forskel – med at smøre så tykt på, at han giver seriøst baghjul til 1980er-vederstyggeligheder som »Heal The World« og »We Are The World«.

Det er sange, som de færreste i dag kan synge med på uden tommetyk ironisk distance. Men Langer går til sagen uden skyggen af ironi, han bløder ligefrem medfølelse, som han indfølt synger, og når børnekoret til sidst dukker op og stemmer i på linjerne »We are the future, we are the future now«, er der ikke et øje tørt.

Den slags hører man altså ikke hver dag, og det er lige før, at Langers totale skamløshed er transcenderende og utilsigtet bliver til en slags absurd kunstværk i sig selv. Det er næsten ærgerligt, at resten af numrene ikke går ned ad samme sti. Det kunne have været episk!

Men på resten af udgivelsen holder Mads Langer sig til mere sikre emner som damer, forelskelse og flirt. Og det er bestemt ikke ueffent pop-snedkeri, ligesom der ikke skal herske nogen tvivl om, at han er en virkeligt dygtig sanger. »Flawless« er smooth internationalt orienteret pop med en bismag af r&b, hvor han holder excesserne i kort snor. »Unusual« svinger lidt a la Lukas Graham, mens titelnummeret er en længselsfuld melankolsk summer jam.

De mere r&b- og hiphop-inspirerede rammer er slet ikke et dårligt look til ham. Men i sidste ende kan de ikke slette indtrykket af »Dream Assassin«, der på godt og ondt står tilbage som et af årets vildeste numre.

Mads Langer
»All The Time, Sometimes«
★★★☆☆☆
Sony Music