Torsdag aften er de tyske myndigheder i færd med at ransage flere adresser i Tyskland, heriblandt den tyske by Düsseldorf, hvor piloten Andreas Lubitz’ boede.

Ransagningerne sker timer efter, at den franske anklagemyndighed meddelte, at den 28-årige tysker angiveligt styrede et passagerfly med ham selv og 149 andre om bord direkte ned i de franske alper.

Ifølge en journalist fra nyhedsbureauet Reuters, der er tilstede ved Andreas Lubitz’ hjem, bærer betjente papkasser ind og ud af huset.

En tysk statsadvokat oplyser til Reuters, at politiet ransager flere ejendomme i Düsseldorf for at finde »dokumenter og beviser«, efter franske myndigheder tidligere torsdag kunne oplyse, at andenpiloten bevidst styrede Germanwings-flyet ind i en bjergside i de franske alper.

Anklager Christoph Kumpa siger til Reuters, at ransagningerne fortsat står på torsdag aften, og at det vil tage et stykke tid »at vurdere resultaterne«.

Andreas Lubitz havde 630 flyvetimer bag sig for Germanwings og stod opført i en database for god flysikkerhed, ligesom han havde gennemført alle fysiske og psykologiske prøver uden anmærkninger.

Lydoptagelser fra den ene af flyets to sorte bokse afslører, at Andreas Lubitz trykkede på en knap, der fik flyet til at dykke, efter kaptajnen havde forladt cockpittet. Da kaptajnen ville ind i cockpittet, lukkede andenpiloten ham ikke ind.

Lydoptagelserne afslører også, at Andreas Lubitz trak vejret, indtil flyet kolliderede med bjergsiden. Alle de 150 ombordværende menes at være blevet dræbt øjeblikkeligt.

Flyet var på vej fra Barcelona i Spanien til Düsseldorf i Tyskland, da det tirsdag ved 11-tiden styrtede ned i de sydfranske alper.

Redningsmandskab arbejder fortsat ved ulykkesstedet med at bjærge lig og efterforske ulykken.