Overdrivelse fremmer forståelsen. Eller gør den?

I hvert fald var det eine grausame Salbe, man forleden kunne læse på forsiden af Weekendavisens bogtillæg. Den var begået af en vis Mette Høeg, der, forstår man, er Fulbright Scholar på University of California, Berkeley. Her, langt fra Danmark, skrev hun et hadefuldt indlæg under overskriften »Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans«.

Javel, ja. Alene overskriften får alarmklokkerne til at ringe, også hos en midaldrende mandlig litteraturredaktør, for kvindelig dominans inden for denne og hin kunstart, her litteraturen, er vel ikke i sig selv lidelsesfuld? Jo, den er så. Ifølge Mette Høeg.

Eller som hun skriver: »Kvindelige forfattere fylder i medierne, på Forfatterskolen og på forlagene, og især to perspektiver er dominerende: et udadvendt, vredt insisterende køns- og kropsfokus og en indadvendt, navlepillende og piget selvoptagethed.«

Det med det udadvendte, vredt insisterende etc. er ganske rigtigt noget, man finder her og der, men hvad er problemet? Det har den vrede debattør ikke noget klart svar på, for efter de indledende tirader »underbygger« hun påstanden om det lidelsesfyldte med en uhyrlig generalisering om litteratur, der »fokuserer på kvindens køn og krop og insisterer med en ophidselse, der synes fuldstændig malplaceret i en dansk kontekst, på den lesbiske, farvede, adopterede og »generelle« kvindes værdighed, rettigheder og perspektiv.«

Hertil må man sige, at bortset fra den udmærkede Maja Lee Langvad, som Mette Høeg også nævner, passer det med »den lesbiske, farvede, adopterede« vist ikke på nogen andre aktuelle danske forfattere.

Og igen: Hvis der nu vitterlig var enormt meget skønlitteratur, der insisterede på det lesbiske, det farvede og det adopterede plus »det generelle« vedrørende kvinder, hvad ville så være problemet? Er et sådant fokus f.eks. mindre værd end det fokus på den mand i midtvejskrise, der normalt dominerer skønlitteraturen?

Svaret blæser i vinden, og imens når det misogyne hos Mette Høeg nye højder i ord som disse om Forfatterskolen og navlepilleret: »her får de flittige og stræbsomme piger tillært sig et sprog, der gør dem i stand til at tilføje deres trivielle barndomsminder et skin af dybde og kompleksitet og deres pølse­normale forhold til ungdomskæresten et udtryk af drama og farlighed.«

Indrømmet: Det trivielle beskrevet litterært kan vitterlig være trivielt. Eksemplerne er legio.

Men at det trivielle ikke skulle være gangbart litterært materiale er en fundamental misforståelse af, hvad litteratur er. Når denne misforståelse så, som her, tilsættes tvivlsomme generaliseringer bliver facit, ja, tvivlsomt.

Litterær debat er godt, men overdreven polemik på Mette Høegs niveau kunne jeg godt undvære. Ophidset og malplaceret som den er. For nu at bruge nogle af polemikerens egne ophidsede og malplacerede ord.