Det var lidt af en bombe, litteraturforskeren Mette Høeg kastede, da hun på forsiden af Weekendavisens bogtillæg sidste fredag skrev, at dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans.

Dårligt var avisen kommet fra trykken, før debatten kørte. Tue Andersen Nexø, litteraturanmelder på Information, skrev på Facebook om artiklen: »OK, ligesom så mange andre er jeg rimeligt hovedrystende ... Den er så dårlig – så faktuelt forkert, så fuld af insinuationer, så sjusket og fornæret og dømmesyg i sin måde at læse litteratur – at den ikke er til at diskutere med.«