Det ligner en trend.

For nogle dage siden udkom første del af danske Birgithe Kosovićs romanbiografi om stats- og udenrigsminister Erik Scavenius. Lige udkommet er også lige så danske Christina Hesselholdts romanbiografi om den amerikanske barnepige og mesterfotograf Vivian Maier, »Vivian« (der anmeldes på dagens bogsider), og forleden havde det fortrinlige franske litteraturmagasin Le Magazine Littéraire en større artikel om fænomenet »l´exofiction«, som er fiktion med brug af virkelige begivenheder og - ikke mindst - virkelige personer.

Det ligner altså en trend. Eller som Le Magazine Littéraire konkluderede: »L´exofiction« er ved at afløse sin ellers meget udbredte fætter, den autobiografiske roman. Det har været højeste mode at digte om sig selv. Nu er det højeste mode at digte om andre.

At det forholder sig sådan, og det lyder plausibelt, rejser for mig at se i hvert fald tre spørgsmål. Et litterært, et juridisk og et etisk.

Hvad det litterære angår, handler det selvfølgelig om, hvorvidt et stykke fiktion, der handler om reelt eksisterende/tidligere eksisterende mennesker, nu også er god fiktion. Til det er der at sige, at det kommer helt andet på forfatteren.

Den tyske nobelpristager Thomas Manns »Lotte i Weimar« (1939) handler om den Lotte, der som ung inspirerede den store digter Goethe til bestselleren »Den unge Werthers lidelser«, om folk, hun møder, da hun som ældre vender tilbage til den by, der er indeholdt i titlen, og - til sidst - i høj grad om Goethe selv.

Dur det? Ja, da. Romanen er Thomas Manns mest helstøbte. Et enestående værk. Hvor på kvalitetsskalaen de nævnte aktuelle danske romaner så befinder sig, skal jeg ikke forholde mig til her, men sikkert er det, at der kan komme fremragende litteratur ud af alting. Også virkeligheden.

Hvad det juridiske angår, så fastslog Østre Landsret i 2011, at der ikke var tale om identitetstyveri, da Claus Beck-Nielsen under pseudonymet Das Beckwerk skrev en roman, hvor en af hans bekendte meget mod sin vilje optrådte med sit fulde navn, billede og adresse. Juridisk er der med andre ord ikke så meget at komme efter. I hvert fald ikke herhjemme.

Tilbage står så det etiske, og her bliver det mere speget. Man ville jo nødig undvære ovennævnte »Lotte i Weimar« eller i det hele taget fratage en kunstner retten til at udtrykke sig kunstnerisk, sådan som kunstneren nu synes, at det skal gøres.

Men samtidig synes jeg ikke, at man kan komme udenom, at der er noget etisk betænkeligt ved at digte om et virkeligt menneske, tillægge det tanker og egenskaber, sætte det i tænkte situationer. Al fiktion er jo i hvert fald delvis løgn, og for min skyld må man godt som fiktionsforfatter lyve om sig selv, men må man også lyve om andre? Det synes jeg er svært at forsvare.

Nu er jeg ikke selv så interessant, at jeg tror, at nogen kunne finde på at gøre mig til hoved- eller biperson i en roman, men jeg ville i givet fald føle det som en krænkelse, og jeg ville ikke have overskud til, som en vis anden, at vende den anden kind til. Men han var jo heller ikke helt almindelig. Muligvis endda ren fiktion.