Det var lige ved at gå galt, da Louise Stigsgaard, en kollega og en mellemmand kørte ud i Bekaa-dalen med Libanon-bjergene til den ene side og vandet på den anden.
Gruppen skulle møde den libanesiske milits Hizbollah, der havde lovet at stille med en repræsentant, men da motoren stoppede tæt ved byen Arsal, var der ingen talsmand.
I området, hvor Jeppe Nybroe senere blev kidnappet, ventede kun et par lokale. Unge soldater daskede omkring med maskinpistoler ved hoften. Men der var ingen fra Hizbollah. Den militante organisation er ellers kendt for sin præcision. Har de en aftale, møder de op.
»Vi kunne se, at vores »fixer« var nervøs. Han svedte. Var urolig,« husker Louise Stigsgaard, der hurtigt besluttede sig for at forlade byen. På vejen tilbage gik det op for hende, at det var de lokale klaner i Bekaa, der stod for kidnapningerne i området. Og at det muligvis havde været tæt på at ende galt den dag.
Oplevelsen er brugt i Louise Stigsgaards debutroman, »Natten er fuld af lys«, der netop er udkommet. En roman om parforhold, religion og politik, der bl.a.foregår i det Beirut, som den tidligere krigskorrespondent selv boede i i 2012-2014. Bogen er på mange måder inspireret af det liv, hun selv har haft.
»I krig kan de folk, du normalt stoler på, pludselig vende sig mod dig, fordi de har akutte behov. Man ved aldrig, om de har brug for at skaffe penge, fordi de har en kræftsyg mor eller et nødstedt barn. Og som international journalist kan man hurtigt blive handlet,« siger Louise Stigsgaard, der har dækket hele Mellemøsten. Først med base i Jerusalem. Siden med hjem i Libanons hovedstad.
Undervejs fik hun to små børn. Den store pige sparkede i maven, mens Stigsgaard rejste ind i Gaza efter endnu et israelsk angreb.
»Jeg tror på en eller anden måde, at det udløste folks respekt, at man tog sit liv med og selv satte noget på spil. Så mener man det alvorligt. Så er det en del af ens liv at være korrespondent,« siger Louise Stigsgaard.
Den erfarne, amerikanske krigskorrespondent Chris Hedges kalder krigen for en kraft, der giver livet mening. En kraft, der er så intens, at den skaber samhørighed og ophæver normal moral. Men den er også en gift, der er stærkt vanedannede.
»Der er en intensitet, du ikke kan komme udenom, hvis du arbejder som krigskorrespondent,« forklarer Louise Stigsgaard.
»Beirut er et moderne Casablanca, hvor Østen møder Vesten. Det er et samlingssted på randen af Syriens-krigen, hvor diplomater og hjælpearbejdere og spioner og journalister mødes. Det litterære potentiale ligger i, at mange af de her folk er fyldt med idealisme, men de ser også krigen som en mulighed for at genopfinde sig selv.«
Krigen bliver den kraft, der hvirvler folk ud af deres normalitet og ind i noget nyt. Den tiltrækker dem, der søger en ny start og en større mening.
»Der er mange, der aldrig formår at stå af det hjul. Når du er derinde, er verden nemlig ikke bare sort og hvid. Den har meget stærkere farver. Det er svært at få et normalt liv bagefter. De bånd, man skaber i krig, kan ikke rigtigt genskabes i omgivelser, hvor man ikke hele tiden befinder sig midt i historien.«
Intensiteten er ikke blevet mindre gennem det seneste par år. Tværtimod har krigens love ændret sig, mener Louise Stigsgaard. Nye ekstremistiske grupper har sat sig uden for de love, der ellers altid har sikret, at krige – trods alt – foregik efter nogle særlige regler. Ifølge Louise Stigsgaard er den situation fuldstændig ændret.
»I dag skyder snigskytter direkte på Røde Kors-hospitaler. I sidste uge blev en nødhjælpskonvoj bombet udenfor Aleppo. De regler, som krige ellers er blevet ført efter, går helt tilbage til slaget ved Solferino for 135 år siden. Det var dengang, vi fik Geneve-konventionerne og Røde Kors. Men disse regler er sat ud af spil. Situationen er blevet politiseret, og man kan ikke længere arbejde i en krigszone uden at være et muligt mål,« mener Louise Stigsgaard. Hun understreger, at FNs menneskerettighedskontor også er i alarmberedskab. Her har man heller aldrig tidligere set, at man går målrettet efter at dræbe kirurger, hvis de behandler oprørsstyrker, som man ser det i Syrien.
»Krig har altid været grufuld, men i det mindste har man dog været i stand til at behandle sine sårede. Det princip er under opløsning.«
I december 2014 flyttede Louise Stigsgaard, hendes mand og deres to døtre tilbage til Danmark. Fra Beirut til Frederiksberg, hvor man kan købe en is uden at blive betragtet af væbnede soldater. Trods Mellemøstens intensitet ville parret også give deres døtre tryghed og familie. De ville gerne slå rødder. I det spil vandt Danmark.
»Da vi boede i udlandet, ville vi gerne vise børnene den politiske og historiske virkelighed, som er så interessant, men selv om vi savner det politiske tæppe, man bliver del af, så synes børnene synes jo, at det er skønt at være i Danmark med al den tryghed, som de ret hurtigt mærker. De elsker regnen og mørket og det, at de kan løbe over gaden til naboen.«
Det er lidt mere kompliceret med de voksne. Når man kommer tilbage til normal-Danmark, er der pludselig ikke rigtig plads til de historier, der ellers fylder hovedet. Oplevelser fra checkpoints og flygtningelejre virker på en måde for voldsomme, når man bringer dem op ved et dansk middagsbord.
»Når jeg fortæller om Mellemøsten og om de krige, jeg har oplevet, så oplever jeg tit, at folk har sådan et filter, de sætter på. Ligesom når man slukker for fjernsynet. Det kommer for tæt på, og så lukker de af.«
Og det var en af grundene til, at hun skrev »Natten er fuld af lys«.
»Jeg tror, at litteraturen kan få os til at forholde os til nogle ting, som vi ellers ikke vil se. Den kan sørge for, at man ikke bare slukker for fjernsynet, fordi der kommer en scene fra Syrien, som man ikke vil se. Med litteraturen kommer læseren med ind i rummet, hvor en mand er blevet dræbt eller tortureret.«
Louise Stigsgaard håber, at hendes roman kan vise, hvorfor nogle sætter sig selv på spil for historiens skyld.
»Som journalist prøver man at fortælle, hvad man oplever, og man ved, at det ikke altid bliver hørt. Eller at det bliver redigeret ud, fordi nogle tænker, at det er for voldsomt til læserne. Det er en menneskelig impuls at kigge væk fra lidelsen, men jeg håbede, at hvis jeg satte nogle af de her ting ind i en fortælling, så ville man blive ført med. Og så ville det være nemmere at forstå. Og sværere at kigge væk.«