Tvangsåbning af kabel-TV trækker ud
Konkurrencen ruller ikke straks ind på kabel-TV i Danmark, efter at YouSees net tvangsåbnes for konkurrenterne. Først om et år foreligger priserne og om konkurrenterne vil være med.
Konkurrencen ruller ikke straks ind på kabel-TV i Danmark, efter at YouSees net tvangsåbnes for konkurrenterne. Først om et år foreligger priserne og om konkurrenterne vil være med.
Først til næste nytår vil det stå klart, om der overhovedet er konkurrenter, som ønsker at koble sig på landets største kabel-TV-net og konkurrere direkte med TDC om kunderne.
IT- og Telestyrelsen, Danmarks øverste myndighed på teleområdet, besluttede 22. december, at det TDC-ejede YouSees konkurrenter skal kunne leje sig ind på kabel-TV-nettet, på samme måde som de i dag lejer plads på telefonnettet i områder, hvor de ikke selv er. Indgrebet sker, fordi TDC-koncernen har så stærk en markedsposition i Danmark på både fastnet- og kabel-TV-området.
Men først om et år kan styrelsen oplyse prisen.
»Det vil tage nogen tid, formentlig et år, at sætte prisen for, hvad det skal koste at få adgang. Formentlig vil vi vide det ved næste årsskifte. Det er selvfølgelig ærgerligt, at det ikke kan ske her og nu,« siger konstitueret kontorchef i IT- og Telestyrelsen, Filip Sundram.
»Styrelse jagter TDC«
Niels Breining, administrerende direktør i YouSee, vil ikke udelukke, at YouSee anker afgørelsen, selv om en anke ikke får opsættende virkning.
»Nu læser vi. Efter nytår afgør vi, hvad vi gør. Men afgørelsen er ikke vildt overraskende. Styrelsen har brugt et år på at fortælle, hvad den vil gøre. Vi står i det dilemma, at vi skal kunne levere et produkt senest seks måneder, efter at priserne er lagt fast, men vi ved ikke, om nogen vil købe produktet. Det er styrelsens måde at presse yderligere regulering igennem, og det er lidt uhørt,« siger han og understreger, at lignende indgreb ikke kendes nogen andre steder i verden.
Han har svært ved at se argumentet for at åbne YouSees net, der når ud til knap 1,2 millioner husstande, selv om kabel-TV-nettet i dag kan levere højere Internet-hastigheder end telefonnettet.
»Nu pålægger man os at åbne kabel-TV-nettet men med hvilket formål? Når dette først går i luften om to år, vil TDC have opgraderet telefonnettet, som TDC bruger væsentligt flere penge på end på kabel-TV-nettet. I virkeligheden vil ikke ret mange flere husstande få mulighed for høje hastigheder, og der kommer ikke ret mange nye produkter. Så hvad er det egentlige formål? I virkeligheden er dette styrelsens måde at jagte TDC på,« siger Niels Breining.
Han mener tværtimod, at afggørelsen indirekte opfordrer TDC-koncernen til større internt samarbejde.
»Det tror jeg ikke, at vi vil se, men vi vil da drøfte det i direktionen,« siger han.
Ikke antennenet
IT- og Telestyrelsen har måttet trække i land undervejs. De privatejede antenneforeningers egne net skal ikke tvangsåbnes, blot fordi signalet kommer fra YouSee.
»Styrelsen erkender, at den ikke kan pålægge os at få noget ind på vore net, som vi ikke vil have. Jeg glæder mig over, at vi har fået ret, men der er stadig en række løse ender, der skal afklares, inden jeg rækker armene alt for højt i vejret,« siger Poul Juul, formand for Danske Antenneforeninger, der har 350.000 husstande (en lille million seere) som medlemmer.
TDCs konkurrent, Telenor, har flere gange vist interesse for at leje sig ind på YouSees net.
»Jeg kan bekræfte, at vi stadig er interesserede. Men prisen er afgørende. Kabel-TV sammenlignet med kobber (fasnettet, red.) er mere fremtidssikret og med væsentligt højere hastigheder,« siger Nicholai Kramer Pfeiffer, regulatorisk chef i Telenor.