Gratis kabel-TV på computeren
Alle de TV-kanaler, som bredbåndskunderne hos Danmarks største kabel-TV-selskab YouSee har på deres TV, kan de nu også få gratis på computeren. Det er seneste skridt i kampen om kunderne.
Alle de TV-kanaler, som bredbåndskunderne hos Danmarks største kabel-TV-selskab YouSee har på deres TV, kan de nu også få gratis på computeren. Det er seneste skridt i kampen om kunderne.
Omkring 380.000 danske hjem med Internet-forbindelse fra det TDC-ejede kabel-TV-selskab YouSee får fra i dag fri adgang til at se kabel-TV på computeren.
I første omgang bliver 30 af de mest populære TV-kanaler nu tilgængelige fra adressen yousee.tv som seneste satsning på at holde fast i kunderne i den stadig skarpere konkurrence. YouSee er Danmarks største kabel-TV-selskab med 1,1 millioner TV-kunder.
»Dette er net-TV i helt ny forklædning og med et helt nyt indhold. Bredbåndsmarkedet er mættet. Væksten tager markant af. Næsten alle danskere, der vil have bredbånd, har fået det, så nu handler det om at stjæle kunder fra hinanden. YouSee er nu næststørste bredbåndsudbyder i Danmark efter TDC. Hvis man skal differentiere sig, skal man kunne noget andet end de andre. Vi har haft kæmpe succes med musiktjenesten Play, dette er andet hug,« siger vicedirektør Ulf Lund.