Det er bestemt ikke den optimale løsning at tvinge fire medlemslande i EU til at tage imod flygtninge gennem en ny kvoteordning, sådan som det skete på EUs indenrigs- og justitsministermøde tirsdag aften. Det er aldrig sket før, og man kan forsøge at forestille sig, hvordan det skal foregå, når flygtninge skal fordeles til lande, som ikke ønsker at modtage dem, og som de formentlig heller ikke selv ønsker at havne i. Selv om det er muligt i det overnationale fælles udlændinge- og asylsamarbejde at benytte kvalificeret flertal til at gennemtvinge et forslag, så havde de færreste forestillet sig, at de store lande ville gøre det i en sag, der har så vital betydning for den nationale selv­bestemmelse.

Forløbet af sagen om fordeling af 120.000 flygtninge viser, at den gammelkendte tysk-franske akse i EU-samarbejdet, som altid har været den drivende kraft mod stadig tættere integration, er intakt. Og den viser, at man i den akutte flygtningekrise er parat til at bruge alle de midler, der er til rådighed for at tvinge en europæisk løsning igennem. Med aftalen står det nu klart, at de lande, der er med i den del af samarbejdet, som Danmark ikke deltager i, ikke længere selv kan bestemme, hvem der skal have ophold i deres land, og hvor mange flygtninge man ønsker at tage imod. Og det er et meget vidtgående skridt, som på længere sigt kan være med til at skabe endnu mere splittelse og modstand mod EU fra de kræfter, som helst så Unionen opløst.

Til gengæld er det positive i aftalen i den helt ekstraordinære situation, som Europa befinder sig i, at man nu kan komme videre til det, som virkeligt betyder noget: At give flygtninge andre valgmuligheder end at slutte sig til flugten mod Europa. Hjælpen i nærområder og økonomisk opbakning til de lande omkring Syrien, som huser mange flygtninge, er altafgørende. Det samme er en langt mere håndfast bevogtning af EUs ydergrænser og særlige lejre til behandling af asylsøgernes sager, så man hurtigt kan få skilt flygtninge fra migranter.

For Danmarks vedkommende valgte statsminister Lars Løkke Rasmussen allerede i sidste uge den kloge løsning at sige ja til, at Danmark frivilligt modtager et beskedent antal flygtninge på 1.000 i den fælles fordeling. Det betyder, at Danmarks stemme bliver hørt i en meget vigtig sag, at vi har vist solidaritet med de øvrige EU-lande i en vanskelig situation, og at der er sat en tyk streg under, at vi her i landet selv bestemmer over vores udlændinge- og asylpolitik.

Forløbet burde styrke ja-partiernes chance for at vinde folkeafstemningen 3. december om en ændring af det danske retsforbehold, fordi det nu står lysende klart, hvad vores forbehold betyder, og hvad det kan bruges til. Men vigtigst er det, at Europa nu skrider til handling og får gennemført de tiltag, der skal til for at standse strømmen af flygtninge.