Grækenland bevæger sig på bankerottens rand, efter det ikke lykkedes for landet at indgå en ny låneaftale med de internationale långivere.

Alle banker i det gældsplagede land banker holder lukket resten af ugen frem mod folkeafstemningen om Grækenlands fremtid i eurozonen søndag, og den usikre situation har skabt uro og panik blandt nogle danske feriegæster.

Størstedelen af de danske turister i Grækenland tager det dog roligt, fortæller Morten Stausholm, der er Spies’ destinationschef på Kreta:

»Lørdag aften var der noget, der fyldte langt mere i de danske gæsters bevidsthed end den græske krise: Nederlaget til Sverige ved U21-EM. Men derefter gik virkeligheden op for dem. Nogle løb ned og hævede penge, nogle gik lidt i panik, mens andre tog det mere stille og roligt,« siger han og understreger, at gæsterne ser ud til at nyde deres ferie i det græske.

»Det er ikke anarki og kaos, der hersker her. Lige ude foran mit vindue sidder der en og tager sol og spiser is, og hun ser ud til at nyde det. De danske gæster spørger os naturligvis, hvordan de skal forholde sig til situationen, men ellers er det business as usual hernede, for alting fungerer jo,« siger Thomas Stausholm.

Et privat amerikansk firma flere end 100 hæveautomater rundt omkring på Kreta, og selv om de fleste er blevet tømt, så har selskabet lovet af fylde dem op igen i løbet af mandagen.

Rådet fra Spies’ kommunikationschef, Torben Andersen, og destinationschef Thomas Stausholm på Kreta er, at man skal sørge for at have lidt ekstra kontanter med, når man rejser til Grækenland.

Rygterne om strejker i det græske tager dog til, og den norske cheføkonom Steiner Juel fra Nordea opfordrede mandag folk til at lade være med at købe rejser til Grækenland, fordi der kunne udbryde strejke blandt lufthavnspersonale og flyveledere. Men selv om man ikke kan udelukke, at det vil ske, bør det ikke få turisterne til at aflyse ferien, mener kommunikationschef Torben Andersen:

»Der er ikke nogen, der taler om strejker her. Vi tror på, at man besinder sig og afventer valget her på søndag. Så er det mulighed for, at der kan ske nogle ting derefter, men så tager vi stilling til det der,« siger han.

Hos Spies forventer man, at 278.000 danskere rejser til Grækenland i denne sommersæson, der løber mellem april og oktober, og det er en stigning på 12 procent i forhold til sidste år.