Fra oldtidens Grækenland kender vi begreberne hybris, ate og nemesis. Hybris er det hovmod, der får et menneske til uretmæssigt at trodse guderne eller andre mennesker, ate er den forblindelse, man rammes af, når man tror sig almægtig, og nemesis er gudernes straf, som uigenkaldeligt indtræffer før eller siden.
Der er ikke nogen tvivl om, at Grækenlands premierminister, Alexis Tspiras, hvis man ser det fra de øvrige eurolandes synspunkt, har begået hybris og lige nu svæver rundt i den vildfarelse, at han kan styre rundt med hele EU.
Fredag fik Grækenland præsenteret kreditorernes forslag til, hvordan landet kan lave reformer, der er tilstrækkelige til, at kreditorerne nok engang vil sørge for, at grækerne kan betale de 11,5 milliarder kr., der forfalder til betaling i dag. At der er tale om et yderst detaljeret forslag, der bringer momssatserne, pensionsalderen og standarderne for den offentlige administration på niveau med flere andre EU-landes, ved vi, fordi EU-Kommissionen helt ekstraordinært har offentliggjort forslaget: Simpelthen fordi det ikke skal hedde sig, at kommissionen vil bringe alle grækere til tiggerstaven for at sikre, at kreditorerne får deres penge.
Men den græske premierminister, Tsipras, ville ikke tage ansvaret for at sige ja til kompromisforslaget: Muligvis fordi han ikke troede, at det ville blive godkendt af parlamentet, muligvis fordi han frygtede at blive slagtet af sit eget parti, Syriza, der jo kom til magten for et halvt år siden på at love at tale EU midt imod. Muligvis fordi han bare er stædig. I hvert fald udskrev han lige pludselig folkeafstemning om forslaget til næste søndag. Altså hele fem dage efter, at Grækenland skal betale de 11,5 milliarder kroner til IMF, som kreditorerne kun vil hjælpe med, hvis der blev indgået et kompromis.
Forventningen er derfor, at den græske stat ikke betaler og fra i dag er at betragte som et fallitbo. Og så alligevel. For selvfølgelig kan EU ikke bare sidde med hænderne i skødet og se til, at markedernes hysteri breder sig til sårbare gældsplagede eurolande som Portugal og Spanien. Hvis et land i eurozonen kan kollapse, kan et andet også. Den Europæiske Centralbank (ECB) har derfor besluttet sig for, at banken ikke lukker for adgangen til den nødlikviditet på 89 milliarder euro, som det græske bankvæsen allerede er blevet lovet. Men til gengæld vil ECB ikke øge den, og eftersom folk allerede er begyndt at trække deres penge ud af bankerne i stor stil, slipper pengene hurtigt op. Så Grækenland har måttet indføre kapitalkontrol, så der max kan hæves 60 euro om dagen per mand, og i øvrigt holder bankerne lukket, og mange hæveautomater er holdt op med at spytte penge ud, så man kan ikke være sikker på at få så meget som en klejne.
Det er synd for grækerne ja, men det lønlige håb er selvfølgelig, at grækerne nu vil forstå, at de har nedkaldt gudernes straf over sig selv. De har levet over evne og bildt sig ind, at de øvrige EU-lande ville blive ved med at låne dem penge af frygt for alternativet. Håbet er, at grækerne indser, at pengetræet vokser i nordligere egne, og at det er slut med at ryste det, medmindre de stemmer for kreditorernes (EU-Kommissionen, ECB og IMFs) kompromisforslag på søndag. Formentlig af den grund har flere af EUs ledere ladet forstå, at grækerne i realiteten stemmer om, hvorvidt de skal forlade eurozonen eller ej. For en gangs skyld er der ingen interesse i at neddysse krisen: »Jeg beder indtrængende det græske folk om ikke at begå selvmord, bare fordi I er bange for at dø,« lød det fra EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.
Et ja på søndag vil nemlig bringe håbet tilbage om, at Grækenland kan reddes fra sig selv. Og det er slet ikke utænkeligt med det ja. Fra oldtidens Grækenland ved vi jo, at et græsk drama ikke behøver at være en tragedie. Grækerne er også berømte for deres komedier.