Kulegravningen af »Russiagate« kan tage en dramatisk ny drejning, efter at den særlige undersøger, tidligere FBI-chef Robert Mueller, ganske opsigtsvækkende har stævnet præsident Donald Trumps eks-chefstrateg i Det Hvide Hus, Steve Bannon.

The New York Times kunne tirsdag fortælle, at Robert Mueller i sidste uge stævnede Bannon med krav om at lade sig afhøre af en »Grand Jury«, et ekstraordinært stort nævningeting, som del af Muellers kulegravning af muligt ulovligt samarbejde mellem Trumps kampagnestab og Rusland under præsidentvalgkampen i 2016.