Politisk var det kun et kort øjeblik. Hvis man i 24 timer undlod at tjekke aviserne eller Twitter, ville man ikke bemærke det. Men øjeblikket var der.

Onsdag holdt præsident Trump et pressemøde med Israels premierminister Netanyahu, og under pressemødet droppede Trump sådan nærmest i forbifarten to årtiers amerikansk politik.

USA kunne godt leve med en énstats-løsning, sagde præsidenten. Fredsprocessen behøvede ikke ende med to stater.

Det var en nyhed, en stor nyhed, og både venstre og højre i konflikten kom helt op på dupperne, om end af forskellige grunde.

Men de kunne spare sig det virtuelle skiltemaleri og pakke udråbstegnene væk, for torsdag morgen kunne USAs FN-ambassadør, Nikke Hayley, meddele, at hvis man troede, at USA opgav to-statsløsningen, så »begik man en stor fejl.«

»USA støtter absolut en to-statsløsning,« sagde hun ved et pressemøde.

Dermed var den politiske kontinuitet genoprettet. Donald Trump var slået hjem i Ludo, og sådan går det p.t. i Washington. Donald Trump kom til byen med et løfte om, at han ville »dræne sumpen,« men lige nu dræner sumpen ham.

Han ville på rekordtid genindføre tortur og genåbne CIAs »sorte fængsler.« Han ville udnævne Kina som officiel valuta-manipulator. Han ville omkalfatre NATO og udfordre EU. Han ville genforhandle frihandelsaftalen NAFTA og bygge sin mur. Han ville forbyde muslimer adgang. Han ville retsforfølge Hillary Clinton, han ville droppe ét-Kina politikken, han ville overveje Krim og sanktionerne mod Rusland, han ville omgøre retten til homoseksuelle ægteskaber…

Han ville så meget, han taler så meget, han tweeter, han skælder ud, han lover og truer, og gang på gang befinder han sig igen på det sted, hvor man skal slå en 6'er for at komme i spil på ny.

For Donald Trump er oppe mod en frygtindgydende modstander - den dybe stat.

»Stem du bare...«

I en række essays offentliggjort mellem 1865 og 1867 beskrev den britiske journalist og forfatter Walter Bagehot magtens to-deling. På den ene side var der de »ærværdige institutioner,« f.eks. Parlamentet og kongehuset, og på den anden side var der »de effektive institutioner,« magtens usynlige hænder, som formulerede regeringens politik og førte den ud i livet.

De sidstnævnte - de er »den dybe stat.«

Udtrykker stammer enten fra Tyrkiet, hvor militæret i en generation afsatte civile regeringer efter forgodtbefindende, eller fra den canadiske polyhistor og diplomat Peter Dale Scott, som siden 1972 har skrevet om magten bag magten og »l'etat profond americain.« Scott læner sig i passager op af konspirationsteori, men det betyder ikke, at han har uret i, at der er en »dyb stat,« og tag en nyere bog fra en nøgtern kilde.

Professor Michael Glennon udgav i 2014 »National Security and Double Government,« og han forklarede i et interview i Boston Globe, hvordan præsident Obama på nøgleområder var stødt ind i den dybe stat. Stik mod sine valgløfter blev Obama tvunget til at gennemføre en militær eskalation i Afghanistan, fordi Pentagon reelt kun gav ham to valgmuligheder: Gennemfør en stor eskalation eller gennemfør en meget stor eskalation. Det samme med Obamas løfter om at lukke Guantanamo-fængslet og neddrosle overvågningen.

Ingen af delene blev til noget, fordi »den dybe stat« reelt ikke gav ham andre muligheder end at lade være, sagde Glennon i artiklen, som havde titlen:

»Stem du bare, men den hemmelige regering forandrer sig ikke.«

Tortur-retur

Donald Trumps embedsperiode var kun fem dage gammel, da et udkast til et præsidentielt dekret lækkede. Konfettien fra weekendens fester var knap nok fejet op, præsidenten var dårligt nok færdig med at bestride tilskuerantallet til indsættelsen, før end New York Times kunne afsløre det pågældende udkast - og Washington Post kunne optrykke udkastet.

Dekretet havde overskriften »Tilbageholdelse og afhøringen af fjendtlige kombattanter,« og ifølge den præsidentielle ordre skulle CIA genoplive sine hemmelige og »sorte fængsler« i udlandet, Guantanamo-fængslet skulle udvides og huse mange flere, og tortur, bl.a. simuleret drukning, skulle genindføres.

Men få dage efter omtalen i New York Times og Washington Post var dekretet imidlertid dødt. Hvad skete der i de pågældende dage?

Den tidligere Pentagon-medarbejder Phillip Carter beskriver i Slate, hvordan »den dybe stat« gjorde arbejdet. De relevante medarbejdere hos CIA og i forsvarsministeriet eliminerede ikke dekretet, fordi de var modstandere af Trump og ville tilføje ham et nederlag, men fordi tortur og stress-tilbageholdelse ikke virker, og de sorte fængsler giver flere problemer end løsninger.

Og forsvarsminister Mattis var af samme opfattelse. Nogle af Trumps folk, formentlig de politiske rådgivere Stephen Bannon og Steve Miller, udfærdigede ikke desto mindre udkastet til dekretet, som medlemmer af »den dybe stat« så lækkede lige efter Trumps indsættelse og op til den britiske premierminister Mays besøg.

Det efterfølgende globale chok sendte en uprøvet Trump-administration på hælene, og forsvarsminister Mattis tilbød en »Yes, Minister«-løsning: Trump kunne fedte afvisningen af dekretet af på ham og sige, som han også sagde under et pressemøde med May: Mattis »må tilsidesætte min holdning. Jeg stoler på ham … jeg stoler på vores ledere. Vi vil vinde med eller uden tortur.«

Det var den ene løsning, som den dybe stat havde spillet ham på hånden.

Det er den samme modus operandi, som har gentaget sig i sag efter sag. Tag fyringen af Michael Flynn i denne uge. Han var Trumps sikkerhedsrådgiver, et nøgleembede, som tidligere har været besat af navne som Henry Kissinger, Zbignew Brzezinski, Brent Scowcroft og Colin Powell.

Men i modsætning til dem var Flynn antitesen af dyb stat. Han var en billedstormer, som ville samarbejde med Rusland, reformere efterretningsapparatet og i ideologisk krig mod islam.

Den dybe stat er fyldt med meningsforskelle, men forskellene måles som regel i grader op til 90. Og med Michael Flynn var forskellen 180, og efter en lavine af lækager om Flynns telefonsamtaler med den russiske ambassadør og hans løgnehistorier var det slut. Lækagerne gav kun præsident Trump én løsning, og det var at bede om Flynns afsked.

Den dybe stat havde slået til igen.

Mod-revolution

Og vi må givetvis - og ikke nødvendigvis lykkeligvis - vænne os til det.

Den dybe stat er sjældent populær, og derfor gør den klogt i at være meget dyb og meget diskret, som professor Glennon har sagt i et interview med Slate.

Normalt er det muligt, men i tilfældet Donald Trump er det givetvis ikke. For hver dag synes hans embedsførelse udelukkende at farve i nuancer af kaos, og hvis han ikke selv gør det, så sørger nære medarbejdere som Kellyanne Conway for det med udtalelser om f.eks. »alternative fakta.«

I Gallup noterede han sig fredag for en bundrekord for præsidenter på dette tidspunkt af karrieren - kun 38 pct. af amerikanerne var tilfredse med hans embedsførelse eller 23 point mindre end gennemsnittet for andre moderne præsidenter.

Den republikanske senator, John McCain, sagde fredag under forsvarskonferencen i München, at Det Hvide Hus var i en tilstand af »dysfunktion,« og chefen for de amerikanske specialoperationer, general Tony Thomas, konstaterede tidligere på ugen ved et pressemøde:

»Vores regering fortsætter med at være i en tilstand af utrolig turbulens. Jeg håber, at de snart finder ud af det, for vi er en nation i krig.«

Den moderate republikaner, David Brooks, skrev lørdag i New York Times: »Trumps stab i Det Hvide Hus er i krig med sig selv. Hans meningsmålinger falder med uset hast. Hans politiske dagsorden er i hængedynd. FBI-undersøgelserne er kun lige begyndt. Det her føles ikke som en bæredygtig operation.«

Hvad det betyder?

Det betyder, at Bagehots to-deling af magten vil blive mere åbenbar end nogensinde. At USA vil have en præsident Trump, som torsdag taler om tilnærmelser over for Rusland, og som fredag udråber medierne til »fjender af det amerikanske folk.« Og som samtidigt lørdag har vicepræsident Pence og forsvarsminister Mattis i München, hvor de hylder de samme friheder, som medierne er en del af, og understreger den vestlige alliance mod Rusland.

Og det betyder også, at den dybe stat vil blive kritiseret i en grad, som den ikke er vant til, og det er allerede begyndt. Trump-organet Breitbart News fører kampagne mod »den dybe stat« og sætter navne på de medlemmer af inderkredsen, som angiveligt modarbejder Trump-revolutionen, bl.a. stabschef Reince Priebus, og i andre lignende medier kan man finde kritik af angivelige mod-revolutionære som vicepræsident Pence, udenrigsminister Rex Tillerson, FN-ambassadør Hayley, forsvarsminister Mattis og CIA-chef Mike Pompeo.

Sådan en situation er ikke ønskelig, siger professor Michael Glennon til Slate; sådan en afstand mellem den valgte præsident og den uvalgte stat er ikke holdbar, ikke i længden.

Men lige nu, lige her, en måned ind i præsident Trumps embedsperiode - så er det svært at få øje på et alternativ.