Når året er slut, kan den amerikanske præsident Donald Trump med stor sandsynlighed række armene i vejret på grund af den højeste vækst i amerikansk økonomi siden før finanskrisen. Men i de kommende år vil væksten gå ned i tempo, og et af de hidtil længste økonomiske opsving i USA kan være ved at lakke mod enden.

Det vurderer en række økonomer over for Berlingske Business.

USA er verdens største økonomi og det store lokomotiv i den globale økonomi. Udviklingen i den amerikanske økonomi påvirker derfor stort set alle lande. Og ikke mindst Danmark, da USA er vores næststørste eksportmarked.

Jyske Bank er mest negativ, hvad angår udviklingen på den anden side af Atlanten. Banken mener, at USA vil ramme ind i en recession i slutningen af næste år. Recession er defineret som to kvartaler i træk med negativ vækst.

»Det er vores hovedscenarie, at USA går i en recession sidst i 2019. Timingen er naturligvis svær, men som bekendt er der intet opsving, der varer evigt,« siger cheføkonom i Jyske Bank, Niels Rønholt.

»Det kan godt være, at recessionen først kommer i 2020 eller måske endda senere, hvis vi er heldige. Men vi tror mere på før end senere,« siger Niels Rønholt.

Han mener konkret, at det vil være manglen på arbejdskraft, der vil få den amerikanske økonomi til at bremse op.

»I dansk økonomi taler vi i øjeblikket om mangel på hænder, men i USA er det nu en endnu større udfordring,« siger Niels Rønholt.

Opsving i ti år

Lige nu oplever amerikanerne et solidt opsving, og hvis det fortsætter indtil udgangen af næste år, vil det komme til at vare i alt 120 måneder. Eller ti år. Det vil i givet fald ende med at være det hidtil længste opsving i den amerikanske økonomi.

Opsvinget er godt hjulpet i gang af, at den amerikanske præsident Donald Trump i år giver de amerikanske forbrugere skattelettelser for mange milliarder kroner. Men næste år er der flere forhold, der begynder at presse den amerikanske vækst ned. Ud over risikoen for mangel på arbejdskraft er Den Amerikanske Centralbank, Fed, i gang med at sætte renten op.

Der vil fortsat komme nye skattelettelser, men slet ikke i samme omfang som i år. Samtidig er olieprisen på vej op. Det giver højere omkostninger for virksomhederne og forbrugerne.

»Forbrugerne er den store drivkraft i amerikansk økonomi. De er i strålende humør, så der er udsigt til, at opsvinget kan fortsætte året ud,« siger chefanalytiker i Dansk Industri Allan Sørensen.

»Men væksten i amerikansk økonomi vil uden tvivl være nedadgående i de kommende år. Økonomien kører på kapacitetsgrænsen. Der kan godt komme enkelte kvartaler uden vækst eller ligefrem tilbagegang, men jeg forventer ikke, at amerikansk økonomi ender i recession allerede i 2019,« siger Allan Sørensen.

To store jokere

I lighed med de øvrige økonomer mener Allan Sørensen, at timingen i Trumps skattepakke og nye store investeringer i infrastrukturen er forkert. Netop fordi den amerikanske økonomi er inde i et solidt opsving.

Både Nordea og SEB vurderer, at der er to farlige jokere omkring den amerikanske økonomi. Den ene er Trumps handelskrig. Den kan i sidste ende sende både amerikansk og global økonomi i recession, hvis det går helt galt.

Den anden joker er spørgsmålet om, hvordan virksomhederne, forbrugerne og ikke mindst aktiemarkederne vil reagere på de renteforhøjelser og den stramning af pengepolitikken, der er på vej fra Feds side.
Hvis stramningerne bliver for hårde, vil de slå den amerikanske økonomi ud af kurs.

»Den amerikanske økonomi har fået et »boost« i år med store skattelettelser, hvor det ikke var det smarteste. Der kommer nogle tømmermænd til næste år med lavere vækst,« siger chefanalytiker i Nordea Anders Svendsen.

Cheføkonom i SEB Thomas Thygesen er den mest optimistiske af økonomerne.

»Det, man skal holde sig for øje, er, at et opsving ikke dør ikke af alderdom. Det dør, når man har opbrugt alle de ressourcer, der er. Men der er ikke noget, som her og nu viser, at den amerikanske økonomi er ved at løbe tør for ressourcer,« siger Thomas Thygesen.

Han fremhæver, at lønstigningerne i USA har stabiliseret sig omkring 2,5 pct., og selv om inflationen er på vej op, er den stadig lav.

»Der har været og er masser af usikkkerhed. Der kan godt komme problemer med en handelskrig eller anden krig eller politiske fejltagelser. Det kan udløse en recession i USA. Der er og har været masser af usikkerhed. Men det er svært at basere vores analyser på, at politikerne tager forkerte beslutninger, selv om risikoen foreligger,« siger Thomas Thygesen.