Præsident Donald Trump forbløffede sine republikanske partifæller, da han onsdag aften live på TV talte varmt for våbenkontrol og opfordrede en gruppe medarbejdere i Det Hvide Hus til at genoplive en lovgivning på området, som den magtfulde National Rifle Association (NRA) i lighed med størsteparten af partiet i årevis har bekæmpet.
Under det bemærkelsesværdige møde afveg præsidenten markant fra den vanlige drejebog, som den kendes fra NRA, og det efterlod de tilstedeværende demokrater opstemte og lidt svimle, mens republikanerne sad tavse med stenansigter.
Trump foreslog en omfattende våbenkontrol, der vil udvide undersøgelsen af folks baggrund til også at omfatte våben købt ved våbenmesser og på internettet.
Videre slog han til lyd for at holde våben helt væk fra psykisk syge, sikre skolerne bedre og begrænse salget af våben til visse grupper af unge. Han foreslog endda et forbud mod salg af automatiske våben.
I videoen kan ses et uddrag af Trumps udtalelser på mødet onsdag.
På et tidspunkt foreslog Trump, at politiet burde have mandat til at tage våben fra psykisk syge og andre, der kan udgøre en fare, uden i forvejen at søge en domstols godkendelse.
»Jeg foretrækker at tage våbnene tidligt,« sagde han. »Tag våbnene først, og gennemfør så retssagen bagefter.«
Trumps udtalelser resulterede omgående i en række paniske opkald fra NRAs lobbyister på Capitol Hill, og i en pressemeddelelse kaldte organisationen Trumps tanker for »dårlig politik.«
Republikanske politikere antydede over for de videbegærlige journalister, at de fortsat var modstandere af våbenkontrol.
Vi kaster ikke vrag på en forfatningsmæssig rettighed, blot fordi den sidste person, Trump har talt med i dag, ikke bryder sig om demSenator Ben Sasse
»Vi kaster ikke vrag på en forfatningsmæssig rettighed, blot fordi den sidste person, Trump har talt med i dag, ikke bryder sig om dem,« lød det fra senator Ben Sasse fra Nebraska.
Demokraterne tillod sig også at være skeptiske over for tanken om, at Trump kunne vælge at lade sine overvejelser følge af handlinger:
»Det Hvide Hus kan nu vælge at iværksætte en kampagne med henblik på at få baggrundsundersøgelser, som præsidenten lovede under dette møde. Eller de kan vælge at læne sig tilbage og gøre ingen verdens ting,« sagde demokraten Chris Murphy fra Connecticut.
Helt centralt i Trumps overraskende udmelding står en genoplivelse af det lovforslag, som blev fremsat i 2013 efter skoleskyderiet på Sandy Hook Elementary School i Newtown, Connecticut.
Bag forslaget stod den demokratiske senator Joe Manchin fra West Virginia og hans republikanske kollega Patrick Toomey fra Pennsylvania.
På trods af udtalt støtte fra daværende præsident Barack Obama og personlige appeller fra forældre til børn på Sandy Hook faldt forslaget på republikansk modstand.
»Våbentyven Trump«
Donald Trumps udtalelser på det timelange møde står i kontrast til hans fortid som en kandidat og siden præsident, der gentagne gange har erklæret sin støtte til amerikanernes forfatningssikrede ret til at bære våben og til NRA, som ydede 183 millioner kroner til hans valgkamp.
»Til NRA kan jeg med stolthed sige, at jeg aldrig nogensinde vil svigte jer.«
Onsdag insisterede Trump på, at lovgiverne skulle hæve minimumsalderen for køb af rifler fra 18 til 21 år – en tanke, NRA og mange republikanere er indædt imod.
Vi bliver nødt til at sætte en stopper for dette vanvid. Det er på tide.Donald Trump
Trump virkede også ivrig efter at udfordre forestillingen om, at han skulle være købt og betalt af våbenlobbyen.
Han kaldte fortsat medlemmerne af NRA for »velmenende mennesker,« men sagde også under en frokost med organisationens ledelse søndag, at »tiden er inde. Vi bliver nødt til at sætte en stopper for dette vanvid. Det er på tide.«
Udtalelserne kom helt bag på NRA, og organisationen intensiverede straks sin kampagne mod indgreb, de ser som en krænkelse af forfatningen uden samtidig at beskytte folk mere effektivt mod skyderier. Derfor var NRA også klar med en udtalelse efter onsdagens TV-udsendelse:
»Selv om dagens møde måske nok er glimrende TV, så vil de omtalte forholdsregler være dårlig politik, der ikke ville beskytte vores børn bedre,« lød det fra Jennifer Baker, der er talskvinde for NRA.
»Vi vil fortsætte med at arbejde for en politik, der rent faktisk kan forhindre endnu en skrækkelig tragedie.«
Man kan ikke bare sidde stille og være et let offer. Men det er jo præcis, hvad vi har tilladt folk i disse bygninger og skoler at gøre.Donald Trump
Medierne var lige så hurtige på aftrækkeren, og den højreorienterede hjemmeside Breitbart News bed til bolle med overskriften: TRUMP THE GUN GRABBER.
Præsidenten vendte dog i sin optræden på TV flere gange tilbage til et forslag, som de konservative kræfter sætter pris på: bevæbning af udvalgte lærere og en suspendering af de såkaldte våbenfri zoner rundt om skolerne, som ifølge Trump har gjort disse institutioner til nogle af de mest udsatte mål for massemordere.
»Man bliver jo nødt til at have et forsvar,« sagde præsidenten. »Man kan ikke bare sidde stille og være et let offer. Men det er jo præcis, hvad vi har tilladt folk i disse bygninger og skoler at gøre.«
Oversættelse: Lars Rosenkvist