Det var et spørgsmål om tid, før amerikanerne begyndte at diskutere præsidentens magt til at trykke på atomknappen. Årsagen er selvfølgelig Donald Trump, som hans politiske modstandere i begge partier mener, er mentalt uegnet til at have så meget magt, uden at nogen kan gribe ind.

Selv om udtrykket »atomknappen« i sig selv er en forsimpling af en meget kompliceret beslutningsproces, så er bundlinjen ganske klar. Hvis Trump giver ordren om at anvende atomvåben, så kan ingen i princippet standse ham i det. Eller kan man?

De fleste, der kender til procedurerne, siger, at det kan man ikke. Af den simple grund, at der intet sted står det modsatte. Andre forskere er mere forsigtige og siger, at beslutningen skal igennem en procedure involverende blandt andet forsvarsministeren. Men det står langt fra klart, og som det tolkes i dag, så er der ingen, der kan stoppe præsidenten i at starte en atomkrig.

Tid er nemlig det altafgørende. Hvis et nordkoreansk missil er på vej mod USA, er der få minutter til at træffe en afgørende beslutning. Skal USA øjeblikkeligt svare igen for at undgå at få flere lignende raketter i hovedet? Eller skal man håbe på, at missilet ikke medbringer et atomsprænghoved, der kan lægge Los Angeles øde? Der vil ikke være tid til at indkalde regeringen eller til at konsultere Kongressen. Præsidenten sidder helt alene med beslutningen. I den situation må verden bare håbe, at den person, der sidder i Det Hvide Hus, er mentalt på toppen, ikke er fuld eller gal og frem for alt har is i maven i afgørende øjeblikke.

Skal lovgivningen ændres?

Derfor overvejer amerikanske senatsmedlemmer af kigge hele proceduren igennem for at se, om noget skal ændres i forfatningen, så Trump ikke kan lægge verden øde med en atomkrig, uden at nogen kan stoppe ham. Det er overvejelser, som ikke blot involverer forfatningen. Det involverer også noget så banalt som USAs atomare troværdighed, afskrækkelsesdoktriner, mulighed for at handle hurtigt samt ikke mindst - tilliden til verdens vigtigste person og præsidentembedets magt og værdighed.

I spidsen for dette udvalg står ikke uventet en af Det Republikanske Partis Trump-kritikere, senator Bob Corker, der har beskyldt præsidenten for at være godt igang med at føre USA ud i 3. Verdenskrig med sine trusler mod Nordkorea. Mener Corker, at præsidenten er utilregnelig? Så vidt går Corker ikke. Men han har i sine tweets rettet nogle meget svære angreb mod Trumps egnethed til at sidde med den magt.

Og debatten er bredere end som så. De sidste par uger har flere og flere eksperter blandet sig i debatten. I forgårs sagde den amerikanske general John Hyten, som er chef for atomstyrkerne, at han personligt ikke ville adlyde en »ulovlig ordre« fra præsidenten. »Så vil jeg klart sige, at det er en ulovlig ordre, og så vil præsidenten spørge, hvad der er en lovlig ordre, og så vil jeg give ham alternativer,« sagde generalen. Problemet er, at det ikke står helt klart, hvad en ulovlig ordre er.

Nixons sidste dage

Det siges, at den daværende amerikanske præsident Richard Nixon i sine sidste dage i Det Hvide Hus var så utilregnelig, at det blev overvejet, hvordan man skulle forhindre ham i at trykke på atomknappen.

Nixon elskede at rasle med atommuligheden også over for Rusland, hvor han mindst en gang lod amerikanske atombevæbnede fly tage kurs mod det daværende Sovjetunionen for at skræmme russerne. Nixon var ovenikøbet ofte så fuld, at hans daværende nationale sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, som regel slog et slag forbi Det Ovale Kontor for at tjekke Nixon, inden han selv gik i seng. Og hvis Nixon var fuld og havde givet ordre til militæret om næste morgen at stille med planer om et atomangreb mod f.eks. Nordkorea, så gav Kissinger ordre til militæret om ikke at udarbejde planerne, før Nixon var blevet ædru igen. Det skete rent faktisk i 1969, da nordkoreanerne havde skudt et amerikansk spionfly ned over Det Japanske Hav, hvilket havde fået Nixon til at true med et taktisk atomangreb.

»Nixon var ikke utilregnelig, selv om han lod som om, at han var det for at skræmme folk. Han var bare fuld,« som to amerikanske forfattere, Anthony Summers og Robbyn Swan, konstaterede i deres bestseller »The Arrogance of Power. The Secret World of Richard Nixon«, hvor Kissinger også er citeret for, at hvis Nixon mente det, han sagde, så havde verden set en atomkrig hver eneste uge.

Trump er ikke fuld

Nu er det Trump, det drejer sig om. Han er ikke fuld, for han drikker ikke. Hans politiske fjender - deriblandt Bob Corker - vil til gengæld mene, at præsidenten i perioder overreagerer. Og det paradoksale er, at Trump omgiver sig på de mest magtfulde poster i sin administration med trænede militærfolk, som anses for at være tilregnelige. Paradokset er, at beslutningen i 1946 om at lægge atomordren i hænderne på præsidenten faktisk blev truffet for at forhindre, at »skøre« generaler ad hoc ville bruge atomvåbnet på slagmarken for at spare tid og soldater. Så det ironiske er, at det i dag er generaler, der vogter over Trump ifølge den lovgivning, der netop skulle beskytte verden mod »skydegale« generaler.

For at blive i Nixons verden, så tog man ingen chancer dengang. Ifølge ubekræftede historier, som er så vedholdende, at de bliver ved med at cirkulere, gik den daværende forsvarsminister, James R. Schlesinger, til yderlighederne over for Nixon og kortsluttede den forfatningsmæssige ret for præsidenten til at tage beslutninger om krig eller fred med atomvåben.

Kissinger, som regnede Schlesinger for at være unik, fordi forsvarsministeren nogenlunde intellektuelt var på hans niveau, støttede Schlesingers bekymringer over Nixons stadigt mere ustabile tilstand. Ifølge The Washington Post fra 22. august 1974, så tog Schlesinger en beslutning helt for egen regning uden for referat og uden, at der var andre tilstede end ham og den daværende forsvarschef. Alle militære beslutninger, Nixon måtte træffe, skulle gå igennem Schlesinger. Ingen andre.

Schelsinger havde ingen tillid til Nixon eller for den sags skyld til de generaler, præsidenten rådførte sig med - nemlig general Alexander Haig, som dengang var stabschef for Nixon i Det Hvide Hus og den øverstbefalende for marinekorpset, Robert E. Cushman, som Nixon havde kendt siden 1950erne, skriver The Daily Beast i en redgørelse for en række dramatiske dage under Nixon.

Politisk mistro

Så hvad har Trump gjort, siden man nu kigger nøje på ligheder mellem Trumps præsidentembede og Nixons. Had mod Trump? Mistro? En præsident, som man ikke ved meget om, når det drejer sig om reaktionsmønstre i kriser? En blanding af alle tre ting, formentlig. For hans gentagne tweets mod Nordkorea og landets leder Kim Jong-un er uden for den normale forventning om, hvordan en amerikansk præsident opfører sig i en krisesituation. Det skaber usikkerhed ikke blot der, hvor den skal være - i Nordkorea - men også hjemme i USA.

I januar udarbejdede demokraterne et lovforslag, som skulle forhindre USAs præsident i at beordre anvendelsen af atomvåben, uden at USA har været udsat for et angreb - det såkaldte »First Strike«. Den demokratiske senator, Edward Markey, sagde på det tidspunkt, at »atomkrig udgør den største trussel mod menneskeheden, og alligevel har Trump foreslået at anvende atomvåben mod terrorister«. Det har så betydet, at Senatets udenrigsudvalg, som Corker er formand for, har haft en høring om spørgsmålet - den første i 40 år.

En sådan høring kommer der sjældent ret meget ud af ud over, at amerikanerne får genopfrisket, hvor galt det kan gå, når en person sidder på atom-knappen. Ideelt set vil der være tid til at træffe beslutningen og give et udvalg af generaler, forsvarsministeren, vicepræsidenten og andre beslutningstagere mulighed for at være med i afgørelsen. Men tiden er afgørende. Der skal træffes beslutninger inden for halve og hele minutter, hvis et missil har retning mod USA. Og så er det afgørende, at det er præsidenten, der tager beslutningen. Men for første gang i 40 år stiller man spørgsmålet. Har en præsident for meget magt på det område? Det bliver svært at få besvaret. Og bekymringen gælder her og nu.

 

Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent