For Danske Banks topchef, Thomas Borgen, har det været en fest at fremlægge regnskab de seneste år.
Den ene rekord er blevet præsenteret efter den anden, men torsdag trak skyer sammen over Danske Banks hovedsæde på Holmens Kanal i København.
For selv om Thomas Borgen i vanlig stil var tilfreds, da han fremlagde regnskab for årets første tre måneder, måtte han samtidig se overskuddet dale med 12 pct. i forhold til samme periode sidste år. I første kvartal landede resultatet på 4,9 mia. kr. mod 5,5 mia. kr. efter skat i første kvartal 2017.
Uro på markederne
Analytikerne havde på forhånd sænket deres forventninger til Danske Bank ganske markant. Resultatet for første kvartal lå faktisk en smule over analytikernes forventning, der ifølge Ritzau Estimates lød på 4,8 mia. kr. efter skat.
»Vi er generelt ramt af lavere handelsindtægter, og derfor går resultatet tilbage. Rente- og aktiemarkedet har det ikke særligt let, og vi er et spejlbillede af, hvordan kunderne agerer i markedet,« siger adm. direktør Thomas Borgen.
Netop lavere handelsindtægter gjorde ondt på bundlinjen. Handelsaktiviteterne udgjorde mere præcist 1,4 mia. kr. i årets første tre måneder, hvilket et fald på 43 pct. i forhold til første kvartal sidste år, hvor aktiviteten var noget højere.
Indtægterne kom samlet op på 11,5 mia. kr. - et dyk på ni pct. i forhold til samme kvartal sidste år. De vigtige nettorenteindtægter steg derimod med én pct. til 5,9 mia. kr. på grund af øget udlån. Forrentningen af egenkapitalen dykkede ligeledes fra 14,4 pct. i første kvartal 2017 og til 12,6 pct. i år.
Danske Bank blev dog reddet lidt af betydelige tilbageførsler af tab på udlån. Banken kunne således tilbageføre nedskrivninger for 330 mio. kr.
»Havde det ikke været for denne meget overraskende store tilbageførsel, ville resultatet have været skuffende. I stedet blev det blot let skuffende,« vurderer Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.
Penge skal fra komme andre steder fra
Simon Hagbart Madsen, aktieanalytiker i Jyske Bank, er enig i, at regnskabet fra Danske Bank på nogle områder er skuffende.
»Det kan godt være, at det ser pænt ud på bundlinjen og at banken når forventningerne, men sammensætningen af indtjeningen er forkert,« siger han og henviser til, at resultatet kommer i hus, fordi Danske Bank for sjette kvartal i træk kan tilbageføre penge, som alligevel ikke går tabt på lån.
»Det viser, at Dansk Bank har en meget stærk kreditkvalitet, men det ændrer ikke ved, at regnskabet er lidt negativt i forhold til indtægtssiden,« siger Simon Hagbart Madsen.
Han mener, at det først og fremmest ville have været positivt, hvis gebyrindtægterne havde været lidt højere.
»De var lidt til den svage side. Det handler om, at den form for udsving, vi har set på de finansielle markeder, hvor aktørerne har stået på sidelinjen og set på. Det har givet en lav kundeaktivitet, og det har givet færre indtægter.«
Danske Bank forventer fortsat et resultat på 18-20 mia. kr. i 2018. Samtidig fastholder banken sin ambition om at ligge i top tre blandt de nordiske konkurrenter målt på egenkapitalforrentning.
»Det vigtige for os er, at vi over mange år har opbygget en solid, balanceret og kundeorienteret bank. Og den bliver vi ved med at udvikle,« siger Thomas Borgen.


