Danske Bank kom ud af første kvartal med et plus på 4,9 mia. kr. efter skat. Banken er ramt af finansiel uro, og derfor er overskuddet i begyndelsen af året faldet med 12 pct. i forhold til sidste år.

Resultatet er dog en spids bedre, end analytikerne på forhånd havde ventet.

Ifølge et estimat indsamlet af Ritzau Estimates forventede analytikerne i gennemsnit et overskud på godt 4,8 mia. kr. i første kvartal mod godt 5,5 mia. kr. i samme periode sidste år.

Det er krisen på aktiemarkederne her i starten af året, der har medført færre handler, og det kan Danske Bank mærke på bundlinjen. Handelsaktiviteterne udgjorde mere præcist 1,4 mia. kr. i årets første tre måneder. Det er et fald på 43 pct. i forhold til første kvartal sidste år, hvor aktiviteten var noget højere.

Samlet set kom indtægterne op på 11,5 mia. kr. og det et et dyk på ni pct. i forhold til samme kvartal sidste år. De afgørende nettorenteindtægter steg derimod med én pct. til 5,9 mia. kr. på grund af øget udlån. Forrentningen af egenkapitalen er ligeledes dykket fra 14,4 pct. i 1. kvartal 2017 og til 12,6 pct. i år.

Trods den turbulente udvikling på de finansielle markeder, er Danske Banks topchef, Thomas F. Borgen, tilfreds med resultatet i årets første tre måneder.

»På tværs af vores forretning har vi set en god underliggende trend med fortsat positiv kreditefterspørgsel, ligesom vores partneraftaler i Norge, Sverige og Finland fortsætter med at tiltrække nye kunder og god aktivitet. Også i Danmark var aktiviteten god, delvist som følge af fortsat interesse for vores nye løsninger inden for boligfinansiering. Samtidig har vi på tværs af markeder fastholdt en solid kreditkvalitet,« siger Thomas F. Borgen i forbindelse med regnskabet.

Analytiker: Let skuffende regnskab

Invsteringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, bemærker, at banken på en række punkter lever op til forventningerne, men »alligevel ikke helt og til fulde kan leve op til de seneste års meget fornemme præstationer.«

»På nettorenteindtægter og nettogebyrer leverer Danske Bank spot on med forventningerne. Der var ventet et væsentligt fald i handelsindtægterne, men faldet var væsentlig større end forventet. I forhold til det seneste kvartalers fremragende udvikling er resultatet let skuffende,« lyder det fra Per Hansen.

Han bemærker samtidig, at banken netto tilbagefører 330 mio. kr. i tidligere hensættelser.

»Havde det ikke været for denne meget overraskende store tilbageførsel (forventet udgift på 19 mio. kr), ville resultatet have været skuffende,« vurderer investeringsøkonomen.

Danske Bank fastholder forventningerne for helåret om et nettoresultat på 18 mia. kr. til 20 mia. kr.