Det var på tide at vende hjem. Efter seks år i udlandet mente Mads Bruun, at han havde tilbragt rigelig tid væk fra familien og vennerne i Danmark.

Og med en bachelor i økonomi med topkarakterer fra det prestigefyldte britiske University of Cambridge – et universitet, som ligger i top fem på ranglisterne over verdens førende universiteter – følte han sig sikker på at stryge ind på en af de tre kandidatuddannelser inden for økonomi og finans, international business eller erhvervsøkonomi og matematik, som han havde søgt på handelshøjskolen CBS.

»Der kommer et tidspunkt, hvor man gerne vil slå rod. Jeg vidste, at hvis jeg var blevet i England for at arbejde, så var jeg nok blevet der i hvert fald de næste fem år. Så jeg ville hjem til Danmark i håbet om at opbygge en karriere her,« siger 24-årige Mads Bruun.

Det blev dog ikke så nemt, som han havde forudset.

»Jeg søgte ind på CBS og ringede flere gange og spurgte til processen. I første omgang søgte jeg kun ind på CBS. Det var måske arrogant, men jeg var sikker på, at jeg ville komme ind med de karakterer, jeg havde fra Cambridge. Så jeg skrev en motiveret ansøgning som international ansøger og fik at vide fra vejledningen, at det nok skulle gå.«

Mads Bruun forklarer, at den endelige karakter på Cambridge beregnes som et gennemsnit – her fik han karakteren »first class«. Den højest opnåelige.

Systemet på Cambridge er dog ikke modulbaseret som i Danmark, så Mads Bruun måtte kæmpe med CBS for at blive optaget. Men der var ikke noget at gøre.

»Jeg kunne appellere, så meget jeg ville. De var meget afvisende,« siger Mads Bruun, som fik afslag fra CBS og derfor endte med at tage en ufrivillig pause fra studierne på et halvt år.

Suppler uddannelsen du allerede har

I næste runde søgte han ind på både University of Cambridge, London School of Economics og Københavns Universitet. På de førstnævnte uddannelsessteder blev han optaget uden problemer, men som tilfældet var med CBS, var det noget sværere at komme ind på Københavns Universitet.

Mads Bruun blev optaget, men med forbehold: Kun på betingelse af at han supplerede med tre fag, kunne han komme ind på kandidaten i København. Men de fag, han skulle supplere, havde han dog allerede læst på University of Cambridge.

Mads Bruun skulle dog gennem en kompliceret proces for at bevise, at færdighederne var i orden, så først efter en redegørelse med 13 bilag, lykkedes det at komme ind på kandidatuddannelsen på Københavns Universitet uden at skulle supplere.

»De systemer, jeg kender fra andre lande, er langt mere simple. Jeg kan godt forstå, at det er svært for universiteterne herhjemme at gennemskue, hvad man egentlig kan, når man har en bachelor fra udlandet, men man behøver ikke gøre det mere avanceret og kompliceret, end det er. Politikerne vil gerne have, at vi rejser ud, ud, ud. Men vi skal jo gerne komme hjem igen, ellers er det ligegyldigt,« siger Mads Bruun.

Han ville foretrække, at danske universiteter vurderede hans kompetencer på baggrund af karaktererne fra University of Cambridge, snarere end på baggrund af bilag, der skal dokumentere, hvilke fag han har haft, og hvor mange ECTS-point de svarer til.

Farvel og tak for alt, Danmark

Nu er Mads Bruun igen på vej til udlandet. Han har besluttet sig for at forlade Københavns Universitet til fordel for University of Cambridge. Her tager uddannelsen kun et år, mens den i Danmark er normeret til to. Og efter at afslaget fra CBS kostede ham et halvt års studietid, vil Mads Bruun være hurtigere færdig med uddannelsen.

Det er dog ikke den eneste grund til, at han rejser.

»Jeg er meget tilfreds med Københavns Universitet, men på Cambridge er der langt mere direkte interaktion med underviseren, og man mødes hver uge med en professor for at diskutere faget. Det er ekstremt motiverende for mig.«

Mads Bruun havde ellers planlagt at blive i Danmark og havde endda købt en lejlighed i København, som han lige nu »ikke er afklaret med, hvad der skal ske med«. Men Danmark håber han at vende tilbage til.

»Jeg vil på længere sigt gerne arbejde i Danmark, og jeg kunne godt forestille mig at stifte familie i Danmark, for jeg vil gerne slå rødder her. Men jeg frygter, at virksomhederne ikke kan gennemskue, hvad jeg kan, fordi jeg har læst i udlandet.«

CBS beklager

I afslaget fra CBS, som Berlingske er i besiddelse af, fremgår det, at Mads Bruun blandt andet blev afvist, fordi han ifølge CBS manglede danskkundskaber.

Mads Bruun er født og opvokset i Danmark og har haft dansk i både grundskolen og på ungdomsuddannelsen.

CBS beklager, at det er nødvendigt at afvise studerende:»Vi er altid kede af at afvise dygtige studerende, men der er hård konkurrence om pladserne på flere af studierne på CBS. I år har vi afvist næsten hver anden ansøger. Vi behandler mange tusinde udenlandske ansøgninger hvert år, så vi har stor erfaring i at vurdere udenlandske kvalifikationer. Desværre tror mange, at fordi man har kvalifikationerne, så er man også garanteret en plads. Sådan er det desværre ikke,« skriver Wilbert van Der Meer, sekretariatschef i dekansekretariatet for uddannelse på CBS, i en e-mail til Berlingske.