Vi uddanner forkert og vi uddanner for dyrt. Det var den nedslående dom, Produktivitetskommissionen for nylig fældede over det danske uddannelsessystem. Og selvom Kommissionens arbejde efterfølgende har været under hård beskydning fra flere sider, så står dens kritik af, at der mangler solid viden om, hvad der virker i uddannelsespolitikken, tilbage med uformindsket styrke. Som et eksempel peger Kommissionen selv på, at der ikke foreligger systematisk viden om, hvilke konsekvenser gymnasiereformen fra 2005 har haft på gymnasieelevernes færdigheder og kompetencer.

Men der er desværre ikke tale om en enlig svale. Solid viden er nemlig en stor mangelvare på hele uddannelsesområdet. Der er eksempelvis ikke gennemført solide evalueringer af, hvilke initiativer der forbedrer læsefærdighederne i folkeskolen – og det er på trods af, at danske skoleelever klarer sig relativt dårligt på netop denne parameter i PISA-testen. Vi ved heller ikke om karakterkrav på erhvervsuddannelserne medfører, at flere dygtige unge starter på og fuldfører en erhvervsuddannelse, selvom det var hovedargumentet for at indføre karakterkravet i den nyligt indgåede reform af erhvervsuddannelserne.

Manglen på kvantitative effektmålinger baseret på solide evalueringsdesign indebærer, at mange af de uddannelsespolitiske beslutninger ikke er baseret på et veldokumenteret grundlag. Dermed risikerer vi at træffe forkerte beslutninger om store samfundsøkonomiske investeringer, og det kan hverken de studerende, undervisere eller vi andre være tjent med. Man kan undre sig over denne tilgang, især i betragtning af, hvor højt uddannelse prioriteres i Danmark. Målt som andel af BNP er Danmark et af de OECD-lande, der bruger flest offentlige midler på uddannelse.

Det er muligt at skabe et meget mere solidt grundlag for beslutningerne i uddannelsespolitikken. Det sker i andre lande. Da USA i starten af 00erne vedtog deres store uddannelsesreform »No Child Left Behind«, blev der f.eks. stillet krav til anvendelse af solide effektmålinger, hvis de lokale myndigheder skulle gøre sig håb om at modtage føderal finansiering.

Der er en lang og omfattende amerikansk tradition for at bruge solide effektmålinger baseret på såkaldte »felteksperimenter«, når effekten af forskellige initiativer skal måles. Et felteksperiment kan netop bruges til præcist at identificere årsager og virkninger. Traditionen afspejler bl.a. en stor politisk villighed til at inddrage solid samfundsvidenskabelig forskning i det politiske beslutningsgrundlag.

Et prominent eksempel på uddannelsesområdet er det såkaldte Project STAR i USA, hvor knap 12.000 elever og deres lærere i Tennessee blev tilfældigt inddelt i klasser på deres skole fra børnehaveklassen og frem til 3. klasse. Eksperimentet har bl.a. dokumenteret effekten af klassestørrelse, klassesammensætning og lærerkvalitet på skoleresultater, videre uddannelse og indkomst. Det er afgørende viden, når man skal finde ud af, hvordan f.eks. den danske folkeskole skal indrettes.

Den mere videnbaserede tilgang anvendes allerede på andre områder i Danmark. På sundhedsområdet er der tradition for at anvende eksperimenter, når man f.eks. skal måle effekten af et nyt lægemiddel. Det afspejler bl.a., at effekten af et nyt lægemiddel skal være veldokumenteret, før det kan blive godkendt og må tages i anvendelse. På beskæftigelsesområdet har man i en årrække arbejdet mere systematisk med solide målinger af effekterne af de forskellige beskæftigelsespolitiske indsatser, ofte i et tæt samarbejde med eksterne eksperter. Dette arbejde har ført til, at man har fået meget mere indsigt i, hvad der virker, og naturligvis også, hvad der ikke virker.

Sådan en tradition for solidt analysearbejde bør også opbygges på uddannelsesområdet. Der er spæde tegn på, at noget måske er ved at ske. Eksempelvis har Undervisningsministeriet igangsat et felteksperiment med den såkaldte to-lærer-ordning. Og TrygFonden har etableret et nyt forskningscenter på Aarhus Universitet, der over de næste år skal opbygge solid viden om, hvad der virker på bl.a. grundskole- og ungdomsuddannelsesområdet.

Det er dog langtfra nok. Det er vigtigt, at kvantitative effektmålinger baseret på et solidt evalueringsdesign også prioriteres fremadrettet og samtidig udbredes til alle dele af uddannelsesområdet, også de videregående uddannelser. Og det er derfor også vigtigt, at ansvaret for at sikre en systematisk vidensopbygning på uddannelsesområdet ligger i de relevante ressortministerier. Man kan komme noget af vejen, hvis man tænker solide kvantitative effektmålinger ind som element, når man foretager reformer på uddannelsesområdet. Det pegede Produktivitetskommissionen også på.

Det vil gøre det muligt at foretage løbende justeringer for at imødegå eventuelle utilsigtede effekter af reformen og ligeledes bidrage med værdifuld viden om, hvordan vi generelt kan styrke det danske uddannelsessystem. Men det er næppe tilstrækkeligt.

Alle er trods alt bedst tjent med, at de beslutninger, der træffes på uddannelsesområdet, er baseret på et solidt fagligt grundlag.