Efter den seneste tids interne uro i Politiets Efterretningstjeneste er der torsdag sat navn på to ny chefer.
Ny operativ chef bliver chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi, som i første omgang bliver udlånt til jobbet i seks måneder. Og ny politiinspektør i efterretningstjenesten bliver Uffe Stormly, som kommer fra jobbet som politiinspektør ved Nordsjællands Politi.
Det oplyser Rigspolitiet til Berlingske Nyhedsbureau.
De to afløser henholdsvis Magnus Andresen og Jesper Grønbech, som torsdag fratrådte deres chefstillinger i PET med øjeblikkelig virkning.
Chefrokaden kommer dagen efter offentliggørelsen af en ekstern konsulentrapport, der sort på hvidt dokumenterede de massive samarbejdsproblemer i PET. Ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger har fratrædelserne dog været undervejs i nogle dage.
Allerede i september sidste år nærede medarbejderne i PET så voldsom mistillid til den daværende ledelse, at tjenestens cirka 600 politifolk valgte at trække sig fra samarbejdsudvalget. Der opstod ifølge rapporten en decideret »kamplignende situation«, som hæmmede tjenestens arbejde og som i sidste ende førte til Jakob Scharfs afgang som chef i december.
PET ønsker ikke at kommentere rokaden, men rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg har udsendt følgende kommentar:
»Som jeg har sagt tidligere, samarbejder vi i Rigspolitiet med PET om at skabe den bedst mulige fremtidige organisationsstruktur og den rigtige organisering af arbejdet i efterretningstjenesten.«
»Det sker blandt andet med udgangspunkt i den konsulentrapport fra CairosConsult A/S, som anbefaler, at den nye direktion i PET udvikles til et team og at den operative afdeling styrkes. Derfor er det naturligt, at der kommer nye kræfter til, således at den nye ledelse bliver en drivkraft i udviklingen af efterretningstjenesten,« skriver rigspolitichefen.
Med dagens to cheffratrædelser har samarbejdsproblemerne i PET nu kostet fem chefer jobbet: Foruden Jakob Scharf har administrationschef Mette Lyster Knudsen og stabschef Jacob Bentzen måttet rydde deres skriveborde.
Tjenestens nye operative chef, 53-årige Knud Stadsgaard, har tidligere været ansat ved Vordingborg og Helsingør Politi. Han har desuden en fortid som fodbolddommer i Superligaen, ligesom han i 2009 fik tildelt Ridderkorset af Dannebrogordenen.
Han er stolt over at have fået det ansvarstunge job i PET, men ved også udmærket, at der venter ham en svær opgave:
»Jeg har læst konsulentrapporten om ledelsessvigtene, og den taler sig eget tydelige sprog. Men jeg er helt stensikker på, at den nye ledelse og alle medarbejderne i PET kun er interesserede i én ting, nemlig at komme videre herfra og få løst samarbejdsproblemerne,« siger han.
Politiformand: PET skal lære af fejl
Formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, roser udnævnelsen af den erfarne politimand:
»Jeg kender ham som meget kompetent og samarbejdsvillig og ikke mindst i stand til at træffe beslutninger,« siger Claus Oxfeldt.
Han havde – måske naivt troet, at udnævnelsen af den nye PET-chef Jens Madsen ville være nok til at viske tavlen ren, men der skulle mere til, konstaterer han:
»Nu er vi forhåbentlig nået til vejs ende. De fem udskiftninger fortæller med al ønskelig tydelighed hvor vigtig samarbejdet i en organisation som PET eller hvilket som helst andet sted i politiet er. Jeg håber, at det er en lære for alle i politiet, at man ikke kan køre personalet over på den måde, som det åbenbart er sket i PET,« siger Claus Oxfeldt.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Uffe Stormly.