MOSKVA: Vladimir Putin beskylder Ukraine for at stå bag to blodige angreb på russiske tropper på Krim-halvøen.

Ifølge Rusland er en russisk soldat og en agent fra landets sikkerhedstjeneste blevet dræbt under sammenstød med ukrainske grupper.

Hvis det bekræftes, er der tale om de første alvorlige væbnede træfninger på halvøen, siden Rusland annekterede den ukrainske region i 2014.

I protest trak den russiske præsident sig onsdag aften fra planlagte fredsforhandlinger om Ukraine-konflikten. Forhandlingerne er nu "meningsløse," sagde Putin.

"Tilsyneladende er de folk, der i sin tid tog magten i Kiev og beholdt den i stedet for at søge kompromiser og en fredelige løsning, overgået til at udøve terror," sagde den russiske præsident.

Begivenhederne på Krim er dog indhyllet i uklarheder og modstridende forklaringer.

De ukrainske myndigheder kalder de russiske beskyldninger for opdigtede og del af et tilsyneladende forsøg på at retfærdiggøre en mulig ny offensiv. Ukraine advarede for tre dage siden om, at Rusland havde optrappet sin militære tilstedeværelse på Krim.

"Denne erklæring er intet andet end FSBs forsøg på at retfærdiggøre troppebevægelse og aggressive militære handlinger på den midlertidigt besatte halvø," skriver Ukraines forsvarsministerium.

Den ukrainske Krim-halvø blev annekteret af Rusland i 2014, hvilket udløste internationale sanktioner mod Moskva. Siden har de to lande stået ansigt til ansigt i en uerklæret krig i Østukraine, hvor russisk-støttede oprørere kæmper mod ukrainske regeringsstyrker.

Selve Krim har hidtil været forskånet for de blodige kampe, selvom der har været spændinger langs defacto-grænsen mellem Ukraine og det russisk-kontrollerede Krim.

Ifølge den russiske sikkerhedstjeneste FSB brød skudvekslingerne ud i weekenden under et forsøg på at anholde en større gruppe angivelige ukrainske agenter. Mandag kom det så til "voldsomt skyderi fra nabolandet og fra pansrede køretøjer," hævder FSB.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), der overvåger grænseovergangen, har imidlertid ikke rapporteret om noget skyderi i området i sine daglige rapporter.

Også de ukrainske grænsevagter afviser, at der har været sammenstød ved de-facto grænsen.

Uanset realiteterne er frygten nu, at den væbnede konflikt i Østukraine kan sprede sig. Næstformanden for det pro-russiske parlament på Krim-halvøen kaldte onsdag aften episoderne for en "ukrainsk krigserklæring".

Krigen i det østlige Ukraine - nordøst for Krim - er i forvejen blusset op de seneste måneder. Alene i juli mistede 30 ukrainske soldater livet i sammenstød med pro-russiske oprørere. Også antallet af civile sårede og dræbte er stigende, ifølge tal fra FNs.

Konflikten har de seneste to år kostet flere end 9.500 mennesker livet.