Sommervarm Kristi himmelfart. Byen er halvtom og dæmper sig i varmen, dagens timer slentrer hen over urskiven. Hyggelig, rolig, inderlig skøn, som Grundtvig ville sige. Jeg sidder ved et langbord i min gade med en kammerat ved siden og spiser frokost i solen hos den lokale libaneser, da tre mennesker i starten af 20erne spørger, om de må slå sig ned ved vores bord. Og selvfølgelig må de det. Og her følger så en klumme, hvor jeg med udgangspunkt i enkeltstående oplevelse gør mig nogle generaliserede overvejelser om ungdommen nu til dags.
For mens min ven og jeg sidder og taler lavmælt ligesom resten af den solvarme gade, så taler de hele kvarteret op med den slags stemmeføring, hvor lyden bliver helt komprimeret, fortættet, så det ikke er råberi, men bare så intenst, at det skærer gennem alle andre lyde, samtaler, tanker, der måtte være i gaden. Det er som i teateret, hvor skuespillerne godt nok taler til hinanden, men i virkeligheden henvender sig til hele salen. Og »salen«, det er blandt andet mig, selv om jeg ikke har købt billetter til noget.