Hvordan kan man være født og opvokset i vores fredelige hjørne af verden og alligevel tilslutte sig terrorbevægelsen Islamisk Stat? Det spørgsmål har vi de seneste år haft rig lejlighed til at stille os selv, men sagen om pigen fra Kundby, der i sidste uge blev dømt for at planlægge to terrorangreb i IS’ navn fik mig til at se det i et nyt lys. Nogle vil nok bebrejde mig, at jeg ikke har set det før - andre vil sikkert bebrejde mig en naivitet. Uanset hvad, kommer her mine oprigtige overvejelser:

Egentlig begynder de i januar 2015, da jeg står i en forstad til Paris og hører de voldsomme skyderier, som jeg ved betyder, at politiet nu har skudt og dræbt Kouachi-brødrene, der to dage tidligere dræbte 12 og sårede 11 på Charlie Hebdo. Deres liv fik den afslutning, de havde søgt. Alligevel bliver jeg trist. Hvorfor valgte de mord, had og død? Hvorfor blev de ikke veltilpasse, bidragende, kærlige mænd? Hvert liv er en chance - deres blev forspildt, men så tænkte jeg ikke meget mere over det. De passede ind i den form, som kun blev tydeligere siden: voldsparate, kriminelle, unge mænd med muslimske rødder, der pludselig springer ud som fullblown jihad-psykopater. Typerne, der gør den slags.

Men det billede passer pigen fra Kundby ikke ind i, så måske har misforstået typen, og jeg indrømmer blankt det uklædelige: når jeg har større behov for at forstå hendes vej til terrorismen, så er det fordi hun er atypisk, men også fordi hun ligner mig mere: Hunkøn. Dansk kulturbaggrund. Der er så langt fra hendes udgangspunkt til voldelig jihadisme, skulle man tro. Men måske er der lige kort vej for alle som ikke kan finde en plads i verden.

Når unge mænd med muslimske rødder ender som terrorister, så kommer den offentlige samtale til at handle om hadprædikanter, repressalier og lovens hårde hånd. Men når en (i udgangspunktet) ikke-muslimsk pige bliver dømt, så ser vi pludselig mere end det. Så taler vi om at styrke de forpligtende fællesskaber, give støtte til dem, der føler sig udenfor. Selvom Pigen fra Kundby fortjener sin straf, så er hun en stakkels pige, som var ensom, rodløs og for vild på sin vej. Hun gør ondt i hjertet. Men gør det samme sig måske gældende for alle vestlige jihadister?

Kundby-sagen beskriver et ungt menneske, som ikke kan finde fodfæste hos andre. Som føler sig uønsket, uinteressant, uden for fællesskaberne, hjemløs - og da hun endelig finder en fortælling, som tager imod hende, og som kan give hendes liv en meningsfuldhed, så er det den mest infernalske fortælling af dem alle. Så stort og desperat kan behovet være for at føle sig hjemme, velkommen, betydningsfuld i et lidt større billede, at forestillingen om et fællesskab hos Islamisk Stat er bedre end det tomme rum. Hellere høre hjemme hos dem end ingen steder. Så meget har mennesker brug for, at føle sig hjemme. Måske det er på tide sådan for alvor at forstå det.