Kærlighed til en by er en konstant higen efter en elsket, som altid vil være uopnåelig og ude af stand til at elske tilbage. Jeg elsker Paris, who doesn’t, det er sådan en kliché, men vi har en historie sammen. Jeg blev voksen i Paris, tre år på egne ben, hvor jeg gik fra at være en ugidelig student, til at finde retning og vilje til uddanne mig. Siden har jeg troet, at kærligheden ville falme – det er immervæk 14 år siden, jeg flyttede derfra – men jeg har på det seneste konkluderet, at jeg tværtimod elsker den mere for hvert år, der går, og hvert genbesøg den får. Det er en længselsfuld amour fou efter det, jeg aldrig kan eje. En elsket, hvis duft hænger i et rum, han lige har forladt, en elsket, hvis ryg forsvinder om hjørnet, netop som du tror ham indhentet. Altid tæt på, aldrig indfanget. En boblende, men melankolsk kærlighed til de brede boulevarder og de snørklede gader på Montmartre. Til en duft af kaffe og sødligt bagværk. Til den hvide dis over byen, når man ser den fra Sacre Coeur. Tjeneren der råber efter to kaffe i baren. Taxaer, scootere og linje 2, der dukker op af undergrunden til ludere og lommetyve ved Barbès. Jeg har en ømhed i brystet til det hele.
Jeg elsker, at byen er fuld af butikker, der kun sælger én ting: kun sokker, kun papir, kun ting med pistacienødder eller med oliven, kun chokolade, kun saxofoner, kun bøger uden andet end titlen på forsiden. Kun ting, som nogen har gjort sig vanvittigt umage med at fremstille. Det er butikker drevet af ren passion. Nogen har valgt alt det andet skønne fra og satset hele butikken og livet på én ting. Se, det er modig kærlighed. Irrationelt, men sexet. For sådan er byen.