BERLIN: Joachim Gauck, en 72-årig tidligere systemkritiker, bliver Tysklands næste præsident.

Meddelelsen blev overraskende givet af forbundskansler Angela Merkel og andre partiledere søndag aften.

"Jeg er lige kommet med flyet og sad i en taxi, da forbundskansleren ringede," sagde Gauck på et hastigt indkaldt pressemøde. "Jeg er uvasket og lidt forvirret," sagde han med et smil.

Gauck afløser Christian Wulff, der fredag trådte tilbage, fordi statsadvokaturen vil undersøge påstande om ulovlige, økonomiske transaktioner.

Gauck, der er teolog og længe var præst i Rostock, nomineres af Merkels borgerlige CDU, det bayerske søsterparti CSU, koalitionspartneren FDP samt to oppositionspartier, det socialdemokratiske SPD og De Grønne. Han skal formelt vælges af en såkaldt forbundsforsamling om nogle uger, men hans indtagelse af nationens højeste embede synes sikker, fordi nomineringen foretages af partier, der har et overvældende flertal i Forbundsdagen.

Det er ikke første gang Gauck er på tale som forbundspræsident. Han blev foreslået af SPD og De Grønne for knapt to år siden, men dengang afvist af Merkel. I stedet foretrak kansleren Wulff, der lige som sin foregænger, også nomineret af Merkel. gik fra pladsen i utide.

Gaucks genkomst, nu som Tysklands 11. forbundspræsident, kan betragtes som en indrømmelse fra Merkel, at hun tog fejl i første omgang, og var derfor ikke ventet. Men da såvel det liberale FDP som SPD og De Grønne nu støttede ham, havde hun åbenbart vanskeligt ved at sige nej.

Merkel kaldte ham på pressemødet søndag aften "en sand demokratilærer". SPD-formanden Sigmar Gabriel havde svært ved at skjule sin tilfredshed med, at hans oprindelige kandidat nu får embedet. "Når enden er god er alting godt," sagde han.

Gauck var mellem 1990 og 2000 leder af det efterladte arkiv fra DDRs hemmelige politi Stasi. Her markerede han sig som en myndig, selvbevidst og oratorisk begavet personlighed, der blev respekteret af alle partier i Forbundsdagen undtaget Die Linke, der delvis er en efterkommer af det østtyske kommunistparti.

"Jeg beder om, at man vil undskylde mig mine første fejl," sagde den kommende præsident søndag aften. "Forvent ikke, at jeg er en supermand.". Men han var også klar med sit første motto som nationens øverste: Tyskerne "skal igen lære, at de lever i et godt land", erklærede han. Kun på denne måde kan borgere også tage ansvar, sagde Gauck.

Berlingske mener: