Ekspert: Wulffs exit skader Merkel
Angela Merkel vil have en præsident, der støttes af de fleste partier i Forbundsdagen. Det kan være et tegn på, at forbundskansleren er i defensiven, mener en dansk ekspert i tysk politik.
Angela Merkel vil have en præsident, der støttes af de fleste partier i Forbundsdagen. Det kan være et tegn på, at forbundskansleren er i defensiven, mener en dansk ekspert i tysk politik.
Som den første tyske forbundspræsident valgte Christian Wulff fredag at trække sig fra posten på grund af anklager om korruption.
Det skete efter, at anklagemyndigheden i Hannover havde anmodet om en ophævelse af Wulffs parlamentariske immunitet, så vejen kunne banes til en egentlig efterforskning og retssag mod den nu forhenværende præsident.
Wulffs beslutning kommer ikke bag på tysklandeksperten Lars Heide, lektor og ph.d. ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på København Handelshøjskole, CBS.
- Forbundspræsidenten i Tyskland har ikke nogen stor, formel magt, så Wulffs afsked bygger i høj grad på, at han har en moralsk status i samfundet. Til sidst var det simpelthen et spørgsmål om, hvor meget han kunne holde til, og i denne uge nåede han grænsen, siger Lars Heide.
Forbundskansler Angela Merkel sagde kort efter Wulffs afgang, at hun vil have en efterfølger, der støttes af de fleste partier i Forbundsdagen. Dermed rykker hun væk fra sit hidtidige standpunkt om, at en forbundspræsident kun skal nomineres af regeringspartierne.
Dette princip har hun fulgt ved de to seneste præsidenter uden større held. Ud over Wulff er også hans forgænger, Horst Köhler, trådt tilbage - sidstnævnte, fordi han ikke mente, at han blev behandlet med den fornødne respekt.
- Jeg tolker det, som et behov for at forene på tværs, altså et slags oplæg til et samarbejde med oppositionens socialdemokrater efter næste valg, fortæller Lars Heide, der ikke afviser, at Merkel også har en interesse i at tørre ansvaret af på flere, hvis den næste præsident »også viser sig at være en nitte«, som han udtrykker det.
Merkel, der tilhører det borgerlige CDU, vil sammen med sine koalitionspartnere CSU og FDP mødes til en første samtale om en mulig kandidat lørdag, meddeler nyhedsbureauet DPA. CSU-lederen, Bayerns ministerpræsident Horst Seehofer, fungerer midlertidigt som præsident, da han i øjeblikket er formand for parlamentets overhus, Forbundsrådet.
- Generelt har de tyske forbundspræsidenter ikke været højt profilerede. Det er jo ikke nogen indflydelsesrig post. Man skal stort set lave det arbejde, som Dronningen laver i Danmark, og det er aldeles indholdsløst i politisk forstand. Hvem får man til at lave det? Måske en kulturpersonlighed, som der ellers ikke er tradition for på præsidentposten, eller en politiker, der har gode kontakter på tværs af det politiske spektrum, siger Lars Heide, der kalder den tyske forbundspræsidents magt for »ren proforma«.
Ifølge Lars Heide er der ingen tvivl om, at Merkel udadtil er svækket, idet Wulff var »hendes mand«. Bag facaden er det dog svært at svare på, om forbundskansleren har en tabersag på halsen, understreger den danske CBS-lektor.
- Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor Merkel udnævnte Wulff i sin tid. Var det et led i en intern magtkamp? Noget tyder på, at de to politikere tilhører hver deres fløj i CDU, og at Wulff dermed står i opposition til Merkel. Hvis man antager, at udnævnelsen af Wulff var en del af en intern magtfordeling i partiet - og at han er væk på en måde, som ikke koster Merkel noget - jamen så har hun ikke lidt skade i egne rækker, forklarer Lars Heide.
Wulff erklærede fredag, at de seneste måneders presseomtale har virket sårende på ham og hustruen, som han takkede for at have støttet ham under præsidentskabet og de seneste måneders modgang.
Han sagde, at han er overbevist om, at undersøgelsen, der skal foretages af statsadvokaturen, vil rense ham.
- Jeg har begået fejl, men altid været oprigtig, sagde den nu forhenværende præsident.