Det kræver mod at tage ordet i en offentlig diskussion. Ikke kun, hvis man vil sige noget kontroversielt, men også fordi det er så meget nemmere bare at tie stille og lade de andre slås.
Forleden læste jeg en blogpost af Jessica Livingston, medgrundlægger af og partner i Y Combinator, en start-up-accelerator fra Silicon Valley.
Hun skrev om alle de indsigter og alt den viden, hun har, men som hun ikke deler med nogen. Ikke fordi hun ikke vil, tværtimod, men fordi hun ganske enkelt ikke har tid til at rette overlagte fejlfortolkninger og forvrængninger af de ting, hun siger.
Hun har to børn og hundredvis af start-ups, hun skal overvåge og udvikle. Hvis hun siger noget om et emne, har hun ikke tid til efterfølgende at uddybe pointerne for alle dem, der læser konflikter ind i det, hun siger, og som hele tiden søger diskussionerne.
Så i stedet for at mene en masse om de ting, hun rent faktisk beskæftiger sig med – og som immervæk er en del; Y Combinator er en af de mest eftertragtede seed funding-virksomheder i verden – gør hun noget helt andet:
Hun tier stille.
Det fik mig til at tænke. På alle de ting vi allesammen går rundt og ved, men som rigtigt mange holder for sig selv. Og i forlængelse heraf: Den offentlige debat og den gode tone.
Men hvor diskussionen tit handler om politikerlede, fjerdebølgefeminisme eller venligbo-versus-virkelighed, er der også mange holdninger, der aldrig ser dagens lys
Jeg kender det fra mig selv: Tit læser jeg en artikel eller ser et tweet eller en post på Facebook fra en bekendt, som jeg egentlig godt kunne tænke mig at kommentere. Enten fordi jeg er uenig, eller også fordi jeg bare gerne vil bidrage med min viden.
Det kunne være om feminisme, om flygtninge, om uddannelsespolitik, om kontanthjælpmodtagere, om mediernes afvikling kontra udvikling, om Mellemøsten og om kultur.
Men ofte sker det, at jeg holder vejret, tænker en time frem, lægger min computer fra mig og nyder en fredfyldt dag i stedet for at kaste mig ud i det.
For jeg orker simpelthen ikke endnu en online-diskussion, hvor alle vil have både ret og det sidste ord.
Jeg kan simpelthen ikke mindes at have set en diskussion på nettet, hvor en person har bøjet sig og sagt: »Ved du hvad, det har du ret i. Den vinkel havde jeg slet ikke set tingene fra, men nu forstår jeg. Tak, fordi du har nuanceret mit verdensbillede.«
Og det har givet en slags klarsyn. Og mere tid og roligere hjertebanken, men det er blot nogle af sidegevinsterne.
For nok har de sociale medier demokratiseret debatten og givet stemme til langt flere, men er den blevet mere sober og er vi kommet videre som samfund? Jeg tvivler.
Det mest interessante ved den offentlige debat, der foregår i disse år, er jo rent faktisk alt det, der ikke bliver sagt. Den, der lever stille, lever godt. Og det er efterhånden ved at synke ind hos mange, der ikke orker internettets råbekor.
Men hvad sker der egentlig hos alle dem, der har det fint med at holde mund? Tavshed er ikke lig med at trække på skuldrene, men er snarere blevet en lydløs protest mod en debat, der går mere i hårknude end op.
Jeg vil vide, hvad de tænker. For det er langtfra sandt, at dem, der råber højest, altid har ret. Og jeg er bange for, at der går meget til spilde, hvis det bliver mere attraktivt at tie end at tale.
Vi skal ikke kun blive bedre til at tale. Vi skal blive langt bedre til at lytte. Både til os selv, men i særdeleshed til andre.