Hvad skal klummer som denne egentlig være godt for? Jeg mener det ikke som et smart stilistisk stunt, der giver pote længere nede i teksten, hvor jeg kan være sådan lidt underfundig og med falsk beskedenhed understøtte min egen position som skribent, der sætter en fin krølle på halen.
Nej, alvorligt talt: Ændrer klummer nogens mening? Eller er de for længst frosset fast i rollen som nedladende kasteskyts, der skal smides i blogs, klummer og Facebook-tråde, der ikke rykker den ørkesløse meningskrig, dagens rituelle nedslagtning, en centimeter? Skal vi blot underholdes og oprøres og beroliges? Er dét virkelig klummens reducerede målsætning?
Klummer stiller sjældent spørgsmål, men udtaler sig mest. Deri ligger kimen måske til noget af forklaringen på, hvorfor alle klummer lyder ens. Min gamle far sagde altid, når nogen bare råbte en pointe ud i luften: »Hvem svarer?«
Nu er enhver klumme selvfølgelig udtryk for skribentens egen holdning, som det så smukt hedder på avisfigenbladet, jeg også selv pynter mig med. Jeg har selv skrevet den slags råbende klummer. Det har vi alle. Og jeg gør det sikkert igen. For det er det nemmeste. Det kilder indeni. Tænk bare på en klumme, De husker: Den var sikkert både velskrevet og underholdende ondskabsfuld. Men hvad ville der ske, hvis vi, der sidder bag skærmen i medierne, forsøgte at spørge mere, end vi skråsikkert udbasunerede? Hvis vi tøvede? I den pause ligger den refleksion, som jeg selv ikke altid tør vente på. Her tænker jeg både på klummer, artikler og endda Facebook-tråde.
Og nej, det handler ikke om at være spor hellig eller bedre end dem, der hvæsser klingen og for nylig flot kalder to af mine forfatterkolleger for henholdsvis racist og ondskabsfuld, frem for at spørge, hvad deres ærinde mon egentlig var, og om det slog fejl? Det er kommet til at ligge i klummens natur, at den skal være afstraffende, »med kant« (hvad dét så end betyder) og skrevet, så læseren kan nyde, hvordan pointen bliver afleveret med et svirp i stedet for en undren, hvordan afstraffelsen af dagens gabestoksoffer foretages med den mest udsøgte mangel på generøsitet eller pardon, som sad vi alle med strikketøjet fremme foran guillotinen.
Sidder skribenter som jeg ikke i et selvvalgt ekkokammer, hvor nogen helst skal have en perfid opsang, før det bliver rigtig sjovt? Det er et gammelt, udtjent spørgsmål, og jeg har stillet det før i andre sammenhænge. Er De ikke ved at være lige så dødtræt af den skriveform, der mest minder om et afsnit af »Tæskeholdet«, som jeg er? Måske ikke. Men jeg var nødt til at stille spørgsmålet, for jeg kan snart ikke kende den ene modbydelighed fra den anden. Og fordi jeg kender kimen til den samme form for skrivende ondskabsfuldhed i mig selv. Vil De helst have, at denne klumme fremover fortrinsvis er spørgende eller dømmende? Jeg er nem at finde, enten her på avisen eller på de sociale medier. Sig mig det.
Hvem svarer? Gør De?
Klummen er, selvsagt, et udtryk for skribentens egne holdninger.